ASKLEPIOS’ HELLIGDOM PÅ KOS  

Helligdomme viet til lægeguden Asklepios fandtes på forskellige steder i det antikke Grækenland. Her benyttedes Asklepios’ metoder til helbredelse af de syge.

Asklepios var søn af Apollon, klogskabens og fornuftens gud, og Koronis, datter af en thessalisk konge. Endnu før Asklepios blev født var Koronis Apollon utro, hvorefter han dræbte hende. Apollon reddede dog barnet og betroede det til kentauren Kheiron.

Asklepios var Kheiron  dygtigste elev. I Pelions og Thessaliens skove, hvor kentaurerne boede, kunne Asklepios finde mange undergørende urter, som han studerede; han opnåede med sin læremesters hjælp at blive en berømt læge, og folk dyrkede ham som lægekunstens gud, den der kunne helbrede både guder og mennesker.

For at hædre Asklepios opførte man de såkaldte ”Asklepieia”, som i begyndelsen udelukkende var helligdomme viet til Asklepios, men som senere blev en slags lægecentre. I datidens Grækenland fandtes ca. 300 sådanne centre, hvoraf de vigtigste lå i Epidavros, Athen, Knidos og på Kos. De er alle bygget i naturskønne omgivelser og bestod af mange forskellige bygninger til at huse de syge og lægerne, der oprindeligt var præster, og hvis kundskab blev givet videre fra fader til søn.

Før den egentlige undersøgelse tog sin begyndelse, måtte den syge igennem en række procedurer for at tilpasse sig omgivelserne psykisk og fysisk. Udover rent medicinske behandlingsmetoder benyttede man sig af faste, mineralske bade, søvnterapi, offergaver og søvntydning, og indtil Hippokrates’ dage var alt dette gennemsyret af mysticisme og overtro. Med Hippokrates derimod lægges grunden til en videnskabeligt underbygget medicinsk lære.

Kos’ ”Asklepieion” var måske det bedste og mest kendte af datidens lægehelligdomme, og hertil strømmede lægekunstens udøvere og syge fra hele verden. Helligdommen ligger i et område med et sundt klima og en smuk udsigt ca. 100 m. over havets overflade. Stedet er grønt og frodigt, og den tilstødende skov var viet til Apollon og anset for hellig. ”Derfor” - siger den antikke historieskriver Pausanias - ”må intet menneske dø, og intet barn fødes i den hellige lund”. Asklepios’ helligdom ligger ca. 3 km. udenfor øens nuværende hovedstad.

Velgørende kilder med jernholdigt vand, som f. eks. Aghiou Soula-kilden, eller kalk og svovlholdigt vand, som Vourrina kilden, løb ud ved Asklepios-helligdommen og udnyttedes bl.a. i behandlingen af hudsygdomme.

Helligdommen siges at være opført af Thessaliere eller indbyggere fra Epidauros, som bragte Asklepios  dyrkelsen til Kos og bestod i mange århundreder, indtil den, formodentlig ved et jordskælv, ødelagdes og blev glemt.

 I 1899 kom en tysk arkæologiprofessor, Herzog, til Kos for at udføre udgravninger med udgangspunkt i sit grundige kendskab til øens antikke civilisation.

Han forlader dog øen straks derefter og vender atter tilbage i 1902 udstyret med en tilladelse fra Sultanen og fast besluttet på at finde Asklepios’ helligdom. Hans udgravninger gav dog intet resultat, og det samme var tilfældet med de udgravningsforsøg, som en fransk arkæolog Payet i 1888 foretog, og ligeledes en engelsk arkæolog i 1896, som i stedet for Asklepios-helligdommen fandt antikke gravpladser i området Marmaroto. Den tyske arkæolog fik dog nu hjælp af en historiekyndig Kos-indbygger, Jakovos Zaraftis, og indledte et samarbejde med denne.

Jakovos Zaraftis var overbevist om, at Asklepios’ helligdom måtte befinde sig på det sted, der kaldes Panaghia Arsous, og som under den tyrkiske tid kaldtes Kanza-Baxesi, d.v.s. slotshave. Han var så sikker i sin sag, at han foreslog den selvglade tysker at skaffe 20 mand, hvis daglønninger han selv ville betale, dersom det ikke lykkedes at finde helligdommen på det udpegede sted.

Herzog ville først ikke gå med til dette, for han var overbevist om, at der på det nævnte sted havde ligget en rig romers landsted, men han måtte give op overfor Zaraftis’ vedholdende stædighed, og langt om længe kunne man endelig høre lyden af hakker og spader, ledsaget af tyskerens ironiske kommentarer, som f. eks. ”Nå, Jakova, der har du Asklepios, træk ham i skægget!”.Den stædige Kos-indbygger slugte dog sin harme og fortsatte med at grave. Og endelig! hans beregninger viste sig at være korrekte. En efter en blev Asklepios-helligdommens sten afdækket.

Udgravningerne, der fortsatte indtil 1904, bragte templer og indskrifter frem i dagens lys. Mange fund forsvandt dog, smuglet ud til Berlin via Constantinopel.( man kan nærmest sammenligne datidens arkæologer med skattejægere, de stjal med arme og ben) Jakovos Zaraftis skriver karakteristisk i et af sine skrifter: ”12 kister med arkæologiske fund blev, under foregivelse af at være vindruer til Kalymnos og Piræus, afsendt til Constantinopel”.

Når man den dag i dag kommer til Asklepios’ helligdom, kører man ad en asfalteret vej, der ca. 400 meter er kantet af cypresser.

Det imponerende bygningskompleks er opført i 3 niveauer eller afsatser.

På den første afsats, hvortil der fører en trappe med 24 trin, ser vi resterne af en søjlegang på 3 af de 4 sider, og som formodentlig har ført ind til rum, hvor de syge opholdt sig. Her har også været rindende vand fra de mineralske kilder i området.

På østsiden straks ved indgangen til området ser man resterne af en stor bygning fra romersk tid, der sandsynligvis har været bolig for en eller anden romersk statholder, og hvor der bl.a. er rester af badeindretninger.

På sydsiden fører en trappe op til næste afsats. Ved siden af afsatsen er der en indskrift, der omtaler en berømt læge fra Kos, Xenofon. Til venstre fandtes nicher, hvor der sandsynligvis har stået statuer. På denne afsats har Praxiteles’ ornamentale statue af gudinden Afrodite stået, nemlig i det tempel, der rejstes til hendes ære.

Trappen op til 2. afsats består af 30 trin. Her på denne afsats ligger rester af helligdommens ældste bygning, nemlig Apollon eller Asklepios-offerpladsen fra 4. årh. f. Kr. Mod vest ser man resterne af et tempel med 2 oprejste søjler, viet til Asklepios, fra 3. årh. f. Kr., hvor også templets skatkammer lå, som indeholdt votivgaver af stor værdi skænket af de syge. På afsatsens østside, straks ovenfor trappen, ligger ruinerne af Apollon-templet med 8 restaurerede søjler, og lidt længere væk rester af en halvrund bygning, der formodentlig har været læge-præsternes mødesal, samt ruiner af beboelseshuse. Helt ude i kanten mod vest fandtes et lille tempel viet til Nero, den romerske kejser, der en kort periode æredes som gud, samt rester af en trappe, der førte til den hellige lund.

For at komme op på den 8. afsats, må vi tage en dyb indånding, for nu skal vi yderligere 60 trappetrin op. Deroppe fra har vi en storslået udsigt over det hellige område. På den 3. og sidste afsats fanges blikket straks af ruinerne af en bygning opført i nord - syd retning, og som oprindeligt var et stort tempel i dorisk stil på 34x 18 m. fra 2. årh. f. Kr. viet til Asklepios. Rundt om dette findes rester af en søjlegang fra hellenistisk tid, der dækkede de 3 sider samt værelser, hvor de syge opholdt sig og blev passet. I ruinerne mod øst blev under udgravningerne fundet en sten med indskriften I.C.X.P., og heraf kan vi slutte, at dette tempel på et senere tidspunkt blev omdannet til kirke.

Her fandt man også statuer tilegnet Asklepios og Hygeia samt en masse kunstværker, hvis oprindelige kunstfærdighed og skønhed man med fantasiens hjælp let kan forestille sig.

Indtrykkene fra denne imponerende helligdom suppleres på forunderlig måde af den antikke lægekunsts berømteste udøver, den store Hippokrates.