Korfu fredag den 22.8.97

Kerkira og den gamle borg

Kl. 11.00 tog vi bussen til Kerkira, vi blev sat af ved den busholdeplads hvor vi i onsdags skiftede bus, der stod vi midt i byen og vi skulle finde den gamle fæstning, ingen problem jeg fiskede mit kompas op af lommen og kikkede på kortet, vi skulle bare ret østpå, men ak! på mystisk vis byttet jeg om på øst og vest så vi havnede ved den nye trafikhavn der ligger NV for byen, helt spildt var turen nu ikke vi så en kæmpefærge ligge til og sejle igen en halv time senere, undervejs havde vi set en lille pige og hendes mor der tiggede, vi blev nærmest ilde berørt da vi ikke mente det var nødvendig at tigge her i Grækenland, men naturligvis kan det være nødvendig for enkelte at ty til denne udvej og da vi gik samme vej tilbage holdt vi udkig efter dem så vi kunne give en lille skærv men, væk var de, de får sikkert ikke lov til at opholde sig ret lang tid samme sted.

Fra Korfu Rundt, en Skarv guide:
Korfus strategiske beliggenhed har ofte tvunget byens indbyggere til at søge tilflugt på halvøen, hvor de stejle klipper på tre sider giver en naturlig beskyttelse mod angreb. Den første kendte fæstning blev opført efter goternes hærgen i 400 tallet e.Kr., og den vår så stor, at hele byen kunne ligge indenfor. Det gamle fæstningsanlæg (Palaion Froúrion) blev siden mange gange udbygget og forstærket — den nuværende fæstning blev påbegyndt af venezianerne efter de tyrkiske erobringsforsøg i 1537. Samtidig udgravede man kanalen Contrafossa, der som en voldgrav skiller halvøen fra moderøen og tillader mindre fartøjer at skyde genvej mellem den lille flådehavn Mandraki (bygget i 1400 tallet — i dag lystbådehavn) og Garítsa-bugten. Ved broen over kanalen ses en statue af den østrigske general von Schulemburg, der ledte byens forsvar mod tyrkerne i 1716. Fra fæstningen, som i dag er åben for publikum i dagtimerne, har man en fin udsigt over byen og den nordlige del af øen.

De fleste af bygningerne — f.eks. katedralen, den venezianske guvernørs palads, butikker og militære bygninger, blev ødelagt, da krudtmagasinerne sprang i luften i 1718 og 1789. Da englænderne overtog administrationen, ryddede de det meste, bortset fra indgangsportalen, til fordel for det triste byggeri, man ser de temmelig forfaldne rester af i dag. Bastionerne, som vender mod Esplanaden, smykkes af venezianernes vartegn: Markusløven. En anden Markusløve, som formentlig har stået over hovedindgangen, står i dag i Londons Tower.

Disse bastioner anses for at være et mesterværk indenfor militærarkitekturen. Under 2. Verdenskrig blev fæstningen bombet sønder og sammen. I 1979 blev Den gamle Fæstning overgivet til offentlig anvendelse, og bygningerne er så småt ved at blive restaureret. ( fra Korfu Rundt ) 

Ja vi kunne jo ved selvsyn se at der ikke er ret meget gammelt bygningsværk tilbage, men klippen borgen er bygget på er der dog endnu og på toppen er der en endog meget flot udsigt.

Vel ude igen gik vi over Esplanaden,( navnet esplanade betyder »en åben plads mellem fæstning og by«,) og et mere passende navn kan ikke vælges til stedet her. Netop på Esplanaden fornemmes hele Korfus historie. Med ryggen til Den gamle Fæstning, som vidner om den urolige fortid og samtidig skjuler det, der engang har været byen, ser man mod den »moderne« by med den karakteristiske venezianske profil. En profil, som også klart antyder, at Korfu by har været og er en rig by. Den nordlige ende kantes af to lange husrækker — den såkaldte Liston — med arkader, hvorunder den berømte og eksklusive stribe af cafeer, restauranter og butikker ligger tæt. Gadestykket foran arkaden er stedet for aftenspadsereturen — volta'en, og dermed en vigtig del i byens sociale liv. Liston har sit navn fra den liste, der blev udarbejdet over de personer, som vår berettiget til at gå inde under buerne. Bygningerne, der er inspireret af Rue de Rivoli i Paris, blev opført under det franske styre i begyndelsen af 1800 tallet. På højre hånd, mod nord, lukkes pladsen af paladset for St. Michael og St. George, et monument over den britiske periode på øen — ligesom kricketbanen, som er anlagt midt på pladsen. På Esplanadens sydlige del findes statuen af Ioannis (John) Kapodistrias — den korfu-fødte første præsident for det moderne Grækenland. Esplanaden lå i middelalderen som brandværn mellem den oprindelige by indenfor fæstningsmurene, og de nye huse, som på grund af pladsmangel nødvendigvis matte opføres udenfor. Men efterhånden blev det nye kvarter den egentlige by, og efter tyrkernes belejring og ødelæggende angreb i 1537 blev yderkvarteret genopbygget og indlemmet i det nye fæstningsanlæg, som strakte sig helt ud til Den nye Fæstning.

 I den venezianske periode blev der udgravet mægtige cisterneanlæg under pladsen. Den sydlige del af Esplanaden kaldes i dag for Spianada, mens den nordlige med kricketbanen kaldes Platia.

( Korfu Rundt )

vel over på den anden side af Esplanaden købte vi lidt at drikke før vi gik vi lidt nordpå til vi nåede en gade der hedder Agios Spiridonos, der er en guldsmed hvor Inger så et par ørestikker i samme mønster som kæden så dem købte vi, rigtig nydelig små tingester, et stykke længere henne i gaden ligger Sct. Spiridon Kirken som var vor næste mål, Kirken er ikke særlig stor nærmest som Kirke Eskilstrups kirke og er helliget Sct. Spiridon. Uden for kirkedørene er der små boder hvor man kan sætte et tændt lys og lyset køber man i kirken, egentlig en rigtig smuk skik.

Blandt de mange kirker i Korfu by indtager kirken for Skt. Spiridon (Agíos Spiridon) en særstilling, for her opbevares de jordiske rester af øens skytshelgen (se slutningen af dette kapitel). Skt. Spiridon er også en af de vigtigste helgener i den græsk ortodokse kirke, og derfor valfarter troende fra hele Grækenland til det lille kapel i kirken, hvor hans kiste er opstillet. Kirken blev opført i 1589, mens udsmykningen og klokketårnet med den karakteristiske rødmalede kalot først blev tilføjet et par år senere. Byggestilen er typisk for kirkerne på Korfu, med et hovedskib uden sidebygninger og et klokketårn i veneziansk stil. Kirkegulvet er lagt i 1857 med røde og hvide sandstensfliser fra øen. Loftet er inddelt i tyve felter, som er bemalet med religiøse motiver. Oprindelig var de udført af mesteren Panayotis Doxaras. Siden har fugt og manglende

vedligeholdelse ødelagt billederne — de er nu erstattet med dårlige kopiér. Den imponerende ikonostasis (væggen mellem kor og kirkerum) fra 1864 er udført som en kirkefacade, og er udhugget i den berømte marmor fra øen Paros. I kirkerummet hænger flere kolossale lysekroner i sølv og messing. Den største og måske mest berømte er sølvkronen ved prædikestolen. Den blev skænket af den venezianske admiral Pisang, som tak til Skt. Spiridon for beskyttelsen af den venezianske flade mod tyrkerne, da de stormede byen i 1716. (Admiralen blev dog sprængt i luften sammen med krudtmagasinet på Den Gamle Fæstning et år senere). En anden af de store sølvkroner blev på samme tid skænket af det venezianske senat. På væggen hænger et stort trækors, indlagt med perlemor og elfenben. Det menes at være ført til kirken af flygtninge fra Kreta, der blev invaderet af tyrkerne i 1669. I det hele taget vil man få adskillige beretninger om øens og kirkens dramatiske historie ved at gennemgå den rige udsmykning i kirken. I et beskedent sidekapel bag ikonostasis står kirkens vigtigste helligdom: Skt. Spiridons kiste. Det

På vej til Sct. Spiridon Kirken fra Guldsmeden.   range rum er fuldstændig sodet til af

 røg fra de utallige sølvlamper, som altid brænder. Men det får blot den kostbare kiste til at tage sig endnu prægtigere ud. Inderkisten er fremstillet i 1770 af sølv og elfenben og dekoreret med ædelsten. Yderkisten er af træ, som er belagt med rigt ornamenteret sølv — den blev bygget i Wien i 1867. Ved processionerne føres helgenen rundt i inderkisten, som er forsynet med et vindue, så hovedet er synligt.

Skt. Spiridon — Korfus skytshelgen. Man skal ikke have opholdt sig længe på Korfu for at opdage, at forbløffende mange mænd og drenge kaldes »Spir« — efter Korfus skytshelgen Skt. Spiridon. Historien om ham er i korte træk følgende: Spiridon blev fedt i 270 på Cypern i simple kår — han voksede op som fårehyrde. Han blev gift og fik en datter, men efter hustruens død valgte han at gå i kloster. Her fik han snart ry for at være indbegrebet af en god kristen og opnåede stor popularitet på egnen. Da biskoppen døde, blev Spiridon naturligt udpeget som hans efterfølger, og i denne egenskab deltog han i 325 i det første økumeniske råd i Nikæa (nutidens Iznik i Tyrkiet). De lærde kirkefædre diskuterede heftigt teorien om den Hellige Treenighed (Gud er en i tre personer: Fader, Søn og Helligånd). Spiridon støttede dogmet ved under diskussionen at klemme en sten, hvorfra der sprang ild og vand. Efter sin hjemvenden udførte han adskillige mirakler, som gav ham helgenstatus allerede inden sin død i ca. 350. Men selv hundrede år efter begravelsen kunne der trænge sødlige dufte op fra hans grav. Den blev åbnet, og man fandt helgenens lig intakt. De jordiske rester blev flyttet til kirken, hvor de blev opbevaret i 300 år, og herefter ført til den ortodokse kirkes hovedstad Konstantinopel. Da denne by faldt i tyrkernes hænder i 1453, lykkedes det præsten Georgios Kalokairetis at smugle Skt. Spiridon gennem tyrkernes linier til det græske fastland og herfra videre til Korfu. Og den dag i dag ligger han i sin sølvkiste i kapellet i Skt. Spiridon kirken i Korfu by. I løbet af sit ophold på Korfu har Skt. Spiridon fire gange frelst byen fra katastrofen — ved at være med til at slå tyrkerne tilbage på et kritisk tidspunkt under belejringen i 1716, ved en gang at udfri byen for hungersnød, og endelig ved to gange at slå pesten ned. Skt. Spiridon bliver fejret med processioner tre gange om året, hvor hans kiste bliver baret rundt i byen ledsaget af hornorkestre, byens gejstlige og notabiliteter samt øens indbyggere og tilrejsende pilgrimme. De vigtige dage er den første søndag i november, Palmesøndag og Påskelørdag (den græske påske falder ikke altid sammen med vores), samt den 11. august. ( Korfu Rundt )

Imedens jeg filmede på livet løs kom der en ældre kone, hun smed fodtøjet inden hun trådte helgen nær, det anede jeg ikke man brugte her i landet, jeg håber hun tilgiver min uvidenhed, men hun skulede nu noget.

Nu var vi blevet lidt sultne og da vi kom til et lille torv med en taverna købte vi et par omeletter og øl, det var rigeligt og det smagte godt men var ret dyrt 125 Dkr. i alt.

Vel hjemme igen kunne vi lige nå en tur i poolen inden den lukker kl. 18.00. kl. ca. 20.30 hentede jeg to Pita gyros det sædvanlige sted, Inger kunne ikke spise op men det klarede jeg nemt og kl. 23.00 var det god nat.

.