Karpathos. Onsdag den 18 juli.

Turen i dag gik via Apéri, Volanda til Othos. her ligger Karpathos højst beliggende by og der,  fik vi at vide, skulle være et interessant galleri. Galleri Hapsis var nogle naivistiske billeder en gammel mand lavede - ikke noget for os. Før øvrig betyder  hapsis = "runding" eller "mange kantet", vi kender ordet som apsis i korrundingen og i telte.

Galleri Hapsis

Vi kørte nu lidt tilbage for at finde vejen mod øens højeste punkt, det var en smal men asfalteret vej, højre og højre kom vi op, jeg lurede godt nok på at vejen var så fin, men tænkte at der nok er nogle telekommunikations anlæg der oppe. Nu kunne vi se toppen og der var en kæmpestor kuppel - selvfølgelig - militær område. Et par unge gutter viftede os af, vi skulle bare forsvinde - jeg bakkede vognen ind på en lille platform, men tænkte - dem vil jeg da hilse på. Så imedens de stadig viftede med hænder og maskingeværer gik jeg til deres forbløffelse hen og stak dem på næven sagde hvor vi kom fra og ønskede dem en god dag - jeg kan godt lide sådan en lille provokation og de kunne da for pokker se at vi ikke var fjenden / tyrkerne / Osmannerne.

Vil man spionerer er det bare at gå ind på "Google Earth" på  www.earth.google.com Her kan man se alle de veje og stier der er rund om det militære anlæg

Vi kørte nu nedad igen, ind imellem ret spændende smal med afgrund. En lille gruset stikvej førte ind mod øens højeste punkt ? Men vejen vider var for vandringsmænd. Vi kørte nu ned igen og igen i gennem Othos via Piles ud til kysten. Vi ville finde et badested, ved Proni er der godt nok en strand, men den er stenet. Vi var efterhånden blevet sultne og ved Adia er der en spisested "Pine Tree". Det er ret stort ligger godt og fredeligt - det var et kanon godt valg. Værten var en rigtig flink mand på de 60 år vil jeg tro, og her fik vi dejlig mad, greek salat, taziki og vi bestilte to omeletter, men da vi så dem skulle vi have to mere, de smagte helt utroligt godt med masser af fersk skinke og ost - lige noget for os. Værten viste os en stor muret ovn, her var der ved at blive bagt brød og her var aftensmaden ved at blive gjort klar. Vi fik for øvrig både hjemmeavlet bananer og pære.

Vi kørte videre nordpå mod Lefkos. Her er der hele tre strande og helt forskellige. Den nordligste prøvede vi først, den så tilforladelig ud ikke ret mange sten, masser af sand og ledige solstole. Inger og jeg var først i vandet, da vi var kommet bare 10 - 15 meter ud blev vi overraket af et par kæmpebølger der væltede os omkuld. Første bølge var jo bare sjovt, men anden bølge kom næsten lige efter og den var så styg at Inger for at få fodfæste kom til at hamrer sine tæer ind i en sten - det gjorde ondt, meget ondt. Vi fortrak den midterste strand, den er meget børnevenlig lavvandet og uden sten, den ligger i en lille bugt så den er også beskyttede mod bølger, der slog vi os ned nogle timer og nød badelivets glæder.

Men efter hånden var vi klar til at komme videre. Vi ville til Mesochori. Bare 3-4 km var vi kørt da vi blev mødt af et trøstesløs syn - hele landskabet var brændt, Hele området havde været skovklædt til ildens raseri i havde fortæret øens stolthed, et af de smukkeste områder på øen, måske er det en hensynsløs og ubetænksom ryger der har smidt sit cigaretskod i naturen, som her er en ren krudttønde - gætteri? ja, men med vished om at det er bevist ved andre skovbrande i  Grækenland.

Mesochori ligger smukt og malerisk og er fra 1400 tallet, men at fremhæve den en by fra den anden er uretfærdig. Helt ud mod kysten ligger den og tre gamle kirker ligger som yderste punkt. Længe var vi der nu ikke, vi ville over på den østlige kyst til Spoa. Den var vi kørt uden om da vi køre til Olympos. Idéen var at vi ville handle lidt i et minimarked. Undervejs kom vi til vej T hvor vejen går mod Pigadia, her ligger nogle gamle vindmøller i ruiner men pragtfuldt malerisk er det at se når man kommer fra Lefkos.

 Spoa er en ret nye by, kun 150 år, er ganske lille måske 300 indbyggere. Vi kørte ind i byen ad hovedgade til vejen var spæret af en bil med unge mennesker, det så ud til at de havde god tid, jeg kørte lidt nærmere - en af dem forklarede at vi ikke kunne komme længere, vejen sluttede lidt fremme.

Vi valgte at kører tilbage til "Pine Tree" for at indtage vores aftensmad der. Igen blev vi mødt af det sørgelige landskab, men snart grønnes det og snart er vi ved "Pine Tree" igen. Det er egentlig lidt for tidlig til at spise, men vi vil gerne kører før det er helt mørkt. Også denne gang blev vi godt behandlet. Vi ville først have lidt at drikke og jeg ville lige gå en lille tur for at se lidt på "Pine Trees" kæmpehave, den var imidlertid ganske godt indhegnet og det skyldes at de var en del høns i haven og mindsanten om ikke der var to røde grise. Der var også mange bananpalme, pæretræer. figenkaktus  og figentræer, et rent eldorado for hans dyr. Så syntes vi nok at vi kunne bestille vores mad og den var igen lækker.

Den glødende sol var gået ned bag bjergene og det var dejligt svalt, men vi måtte af sted. Inger havde lidt misforståelse med betalingen, men det blev klaret med et smil, nu blev vi inviteret med ind i et sidelokale, her lå flere storke grønne bananer, søde og velsmagende, vi fik et par ordentlig "hænder" samt nogle dejlig pærer - og Inger fik et kindkys af ejeren.

Det var ved at blive mørkt da vi kørte hjemad, og landskabet ændrer sig til det ukendelig når mørket falder på. Efterhånden var vi i tvivl, var vi kørt forkert? vi kørte alligevel vider, og den var god nok, vi var på rette vej og snart var i på kendt vej igen.

Vel hjemme skulle indtrykkene lige sætte sig inden vi gik til køjs, så oppe hos Line og Dorthe fik vi lidt at drikke og lidt snaks før vi gik ned til os selv.

Vil du holde en afslappet ferie i rolige omgivelse med rigtig god mad, se se Nikos Papanikolauo hjemmeside: http://www.pinetreerestaurantkarpathos.cjb.net/  her er flere billeder og e-mail adresse.