Karpathos. Tirsdag den 17 juli.

I dag vil vi se den spændende  og afsides by Olympos på den nordlige del af øen.

Olympos

Efter at have hentet vognen, en dejlig Suzuki 4x4 W Jimny, med aircondition, kørte vi nordpå. Kort efter Spora er der tidskørsle (åben 12 - 13 og efter 17) guiden sagde det var af hensyn til vandre, rent sluder  det er af hensyn til vejarbejde. Det er anbefalet at man kører i 4x4 w og er erfaren. Da vi var kørt nogen tid kom vi til vejarbejderne, der var vel ca. 10 vogne der  ventede, men lidt over 12 måtte vi køre. da det er en jord/stenvej støver det meget så da vi alligevel var en af de bagerste vogne, lod vi de sidste passer os , så var vi fri for alt støvet, selve jordvejen er ret slem og det tog ca. en time til halvanden at kører fra Spora til Olympos, ret spændende.

Vejarbejde på vej til Olympos

I sær de gamle kvinder i både Olympos og Diafani går i nationaldragt, men en glemt by er den bestemt ikke, der er masser af turister. De fleste turister kommer med båd til Diafani og vider med bus, da vi var der kom der to store busser fyldt med turister. Hele "hovedgaden" er en uafbrud række af souvenirboder og små spisesteder og ligner mange andre små byer ved turistmål, men set fra afstand er den meget smuk og absolut et besøg værd - man kan sig: turismen blev dens redning.

Vi fandt et sted øverst oppe i byen hvor vi spiste på taget af en bygning - herlig udsigt. Efter maden gik vi op til kirkens klokketårn, her han man stå lige unde de to klokker og nyde udsigten, for øvrig er der på den ene klokke elektrisk ringning.

Udsigt fra klokketårnet til de gamle møller

 Allerøverst i byen er der en gammel mølle der var jeg næste helt oppe ved, Line og Dorthe kravlede de sidst få meter, så de var helt oppe. Nede igen gik vi lidt på opdagelse i byen, der er en parallelvej til hovedgade, men den er helt uden forretninger og endte på den forkerte side af bjerget, så vi gik tilbage igen og fandt en lille smutvej til hovedgaden. Snart efter var vi ved vognen igen.

Vi kørte nu til havnebyen Diafani, hyggelig lille sted. Her er flere restaurationer, vi valgt en for at få kaffe og is. Herlig at sidde og se folk der skal med færgen til Pigadia, gamle koner i deres fine nationaldragter, børn der leger, bussen kommer med sin last af turister der skal med. Færgen sejler og der falder ro over den lille by igen.

Efter græske forhold er byen ganske ny, den blev bygget af indbyggerne i Olympos i 1850, da de ønskede sig en havneby, før den tid må Olympos have været meget isoleret. Vi syntes at vi ville op til øens nordligste by Avlona.

Avlona dukker op i dalbunden.

Avlona

Vejen var rimelig god, men da byen pludselig udbredte sig i dalbunde lidt under os var vejen stejl, stenet og snoet, Går det an at køre der ned? Det mente vi og og havde jo endnu ikke brugt 4x4 W drive.

Her er en beskrivelse fra 1972 af Avlona fra Helle Vulfberg Andersens bog "Karpathos en græsk ø i det ægæiske hav" den kan stærkt anbefales at læse.

De fleste kornmarker ligger i Avlona. Der er kun bondehuse her. De er alle lavet på samme måde: Et stort rum til folkene og et mindre rum med et vindue, der vender ud mod tærske­pladsen. Her opbevares halmen, som stikkes ind gennem vinduet. Desuden er der et rum til dyrene. Da der ikke er nogen brønd i Avlona, har alle huse en cisterne til at opsamle regnvand til mennesker og dyr.

Den første og korteste periode, i hvilken folk flytter til Avlona, er i september. På dette tidspunkt er det mest kvinder, der flytter dertil, da arbejdet ikke er så hårdt, og fordi de fleste mænd opholder sig uden for Karpathos for at arbejde og bringe penge hjem. Mange af mændene forlader Olympos i marts ­ april og kommer tilbage om vinteren for at hjælpe deres familie med at grave og tilså jorden.

Kvindernes arbejde består i at reparere stenmurene rundt om mar­kerne, rense jorden, skære de mange, lave tornefyldte vækster af, samle dem i bunker og brænde dem af, så asken kan gøde jorden. Når kvinderne arbejder i marken, lægger de på grund af varmen deres yderste, sorte kjole og danner ‑ iført deres lange, tækkelige hvide ‑ en stærk kontrast til den mørke jord. Overalt er der røg fra de brændende bunker, og kvinderne synger. Det er sange på en gammel dialekt fra Karpathos. Her er to af dem. Den første handler om en kone, hvis mand er borte fra øen, og den anden om en mand, som ikke ville være her næste år, hvor hans familie da ville udføre dette ar­bejde.

1. Mange kvinder skærer, og mange brænder, men mange kigger på havet og sætter sig ned og græ­der.
2. Jeg gik og brændte, og jeg efter­lod faklerne på en stor klippe, så mine børn ville finde dem og bruge dem igen næste år.

Næste gang, folk flytter til Avlona, skal de grave og så. De begynder i november og slutter i februar, men det hele afhænger af, hvornår regnen kommer. Dette er den hårdeste og længste periode. Graveredskaberne er alle primitive og lavet af de smede, der bor her.

De fleste af markerne er 5‑10 m², på dem sås grønsager. På de større stykker sås korn. De gennemgraver de små stykker med graveredska­berne og pløjer de større med plove,

trukket af køer, muldyr eller æsler. Det er altid mændene, der pløjer, mens kvinderne graver den jord, ploven ikke kan klare. Hvis der er nogle familier, der ikke har trækdyr, lejer de dem, og betalingen er 80‑100 drachmer om dagen (20‑25 kr. om dagen), eller en person arbejder en dag for den, man lejer dyrene af. Ploven er lavet af træ, og kun plov­skæret er lavet af stål eller jern.

Hvis nogle familier har så meget jord, at de ikke kan overkomme at dyrke den, lejer de noget af den ud til andre, som ikke har så meget. Lejen betaler de ved, når de har høstet, at aflevere netop så meget sædekorn, som tilsåningen af stykket kræver.

Om vinteren regner det tit, og hvis der ikke er nogen hule nær marken, kan man se gennemblødte mennesker løbe tilbage til Avlona for at finde ly. Hvis det regner fra om morgenen, holdes der fridag; mændene drikker og laver sjov, og kvinderne broderer.

Sidste gang, de flytter til Avlona, er midt i maj. Så bliver hvedeaksene høstet. Det eneste redskab, der bruges, er en segl, der er lavet af sme­dene. Begyndelsesdatoen bliver givet af borgmesteren, og nu er hele familien med. Faderen eller den største dreng kører kærren med hvede, trukket af et eller to muldyr, til Avlona, hvor de efterlader det på kornpladsen ved siden af tærskepladsen. Det er et temmelig hårdt arbejde, da dagen er meget lang og vejret meget varmt. Så snart høsten er overstået, begynder tærskningen. Til denne bruges dyrene igen. Tærskepladsen er rund med en lav mur omkring. På den spreder de aksene, og så lader de dyrene trampe rundt og rundt på det hele dagen indtil alt er skilt fra hinanden. Derefter sorteres aksene og kernerne. Stråene stikkes ind i halm­rummet, og kernerne lægges i et stort hul i jorden, som er opvarmet, så kornet hurtigt vil tørres og vil kunne males. De beholder noget korn til sæd næste år.

Af de 113 vindmøller bruges de 10 i dag. Mølleren får i betaling 15% af kornet af dem, han betjener.

Druerne begynder at modnes på denne tid, hvor så mange er samlet i Avlona, og derfor er vinmarkerne anlagt her. Om aftenen går folk ud og henter nogle druer, og de sidder alle sammen på tærskepladsen og nyder deres aftensmad. Her sover de også om natten.

Druerne modnes fra slutningen af juni indtil oktober. I september sam­ler man dem og laver rosiner på en meget primitiv måde: I en stor kedel kommes vand, aske og meget varm olie. Så holdes druerne i få sekunder i denne opløsning. Derpå lægges de på række i den stærke sol, og efter 2‑3 uger vil de være færdige til at samle, vaske og til sidst oplagre.

I dag er byen på denne tid af året nærmest uddød, langt de fleste af husene er stængt af, men interessant at se, det er den.

Avlonas "hovedgade".

Nu var det tid at finde hjemad. Halvvejs af den stenede vej kunne vi ikke komme længere, vejarbejde. En stor bulldozer arbejdet på vejen og 10 - 15 meter over den arbejdet en gravko så sten faldt ned på vejen.

Jeg hold i rimelig afstand for at afvente et klarsignal fra arbejderne, i mellemtiden var der en ambulance der holdt ind bag mig - jeg resonerede at han vel havde mere travlt end jeg og gik hen og bad ham kører først. Det lod han sig ikke sige to gange men kørte straks hen mod bulldozeren som straks begyndte at bakke hen på en vigeplads - os efter  en vis fart, hvad var det der raslede ned mod os fra gravkoen? heldigvis kun en tom papkasse. Ambulancen forsvandt i vejens slyngninger med betydelig større fart en vi kørte med, så snart havde vi vejen helt for os selv. Kører man på den slags veje er det ligegyldig med kilometertallet, nej afstanden er mere i tid, at sige at der er 25 km siger intet om den reelle afstand.

Det varede ikke længe så var vi på asfalt vej igen og snart dukkede Pigadia op og vi var hjemme.