Kalymnos Historie

STYRE FORM

 I de tidligste tider udgjorde distrikterne selvstændige enheder med egen administration og egne borgmestre. Mytologien nævner ingen konger over Kalymnos, men omtaler kun kongen af Kos, Thessalos, hvis herredømme omfattede Kalymnos, og hvis sønner Phidippos og Antiphos anførte flåden i den trojanske krig.

I værket "Historical Library" fortæller Diodorus Siculus, at Karianerne var de første der bosatte sig på Kalymnos og Nisyros. Siden erobrede Thessalos, der nedstammede fra Herakles, begge øer. Kalymnos var således fra tid til anden underlagt Kos, men opretholdt dog et vist selvstyre som medlem af en forsvarsalliance. Det fremgår af indskrifter, at byerne og dermed distrikterne senere slog sig sammen i ét distrikt, Kalymnos. De sociale og politiske forandringer i moderlandet Grækenland påvirkede også Kalymnos, og fra at have haft en regent valgt for livstid (archontia) gik man over først til en 10års periode, siden en 1års periode, og folkeforsamlingen (ekklesia) og senatet (boule) blev de vigtigste regeringsorganer. Folkeforsamlingen valgte kongen, der var uden egentlig indflydelse, finansministeren og admiralen. Senatet bestod af repræsentanter for de fire folkeslag på øen, theugeniderne, hippasiderne, kydrilianerne og perifiderne. De tre doriske stammer fra Epidaurus, hyllianerne, dymanerne og pamphylianerne, slog sig sammen med de oprindelige indbyggere til én stamme. I senatet deltog endvidere re­præsentanter for øens distrikter.

 Skolesystemet fungerede sådan, at lærerne i såvel de mindre som de højere klasser blev betalt af eleverne. Distriktet betalte dog for de fattigste. Uddannelsessystemet var delt i tre: de mindreårige, børn og unge. Skolebestyrerne (gymnasiari) valgtes blandt de rigeste borgere og havde ansvaret for sportslegende, som de selv betalte.

I det 7. årh. f.Kr. indgår de 3 byer Ialysos, Kamiros og Lindos på Rhodos og Kos, Knidos og Alikarnossos en alliance, Den hellige Alliance eller den Doriske Hexapolis (hexapolis = de 6 byer) . Kalymnos nævnes ikke særskilt, idet den på det tidspunkt hørte under Kos.

Omkr. slutningen af det 6. årh. f.Kr. herskede perserne under kong Dareios over de græske byer i Lilleasien, og også Kalymnos og Kos blev indlemmet som provinser. øboerne nægtede imidlertid at deltage i krigen mod Grækenland, hvorefter kong Dareios underlagde dem dronning Artemisia den Ældre af Alikarnossos. Artemisia var Dareios’ loyale allierede og blev anerkendt som dronning af Karien.

Efter persernes nederlag ved Salamis 480 f.Kr. og efter at deres flåde 479 f.Kr. var blevet knust i Mycalistrædet (mellem Samos og Lilleasien) gjorde Kalymnos oprør og fordrev perserne.

478-477 f.Kr. oprettedes det Atheniensiske Forbund, en flådealliance med hovedsæde på øen Delos. Det fremgår af listerne over bidragydere til forbundet, at Kalymnos deltog med en årlig sum på 1½ talent (dengang 9.000 drachmer)  (G.Koukoulis,  ‘Historien om Kalymnos”, 5. 181).

Under den peloponnesiske krig 431-404 f.Kr. var Kalymnos stadig allieret med Athen. Men midt under krigen blev øen erobret af Astyochos, spartanernes admiral, som forsøgte at indføre et oligarki til støtte for Sparta. Dette mislykkedes, og Kalymnos vendte tilbage til alliancen med Athen.

405 f.Kr. slog den spartanske general Lysandros den atheniensiske flåde ved Aegos Potamos og tvang Kalymnos og andre øer til at gå sammen med Sparta. 394 f.Kr. blev den spartanske flåde slået ved Knidos af den atheniensiske general Konon, og alliancen med Sparta ophørte.

 387 f.Kr. sluttede spartanerne en fredstraktat med den persiske general Antalkidas, og Kalymnos, de Øvrige Øer og græske byer i Lilleasien blev atter underlagt Alikarnossos.

 358-357 f.Kr. erobrede dronning Artemisia den Yngre af Alikarnossos med hjælp fra oligarkerne Kos og Kalymnos for at forhindre, at det demokrati, der var under udvikling på Øerne, skulle undergrave hendes magt.

 TIDEN OMKRING ALEXANDER DEN STORE:

 333 f.Kr. indtog Alexanders generaler Ptolemy og Asandros Alikarnossos og Kalymnos, og Øerne befries. De græske byer erklæredes uafhængige og allierede sig med Alexander den Store i krigen mod perserne.

 ALEXANDER DEN STORES EFTERFØLGERE:

 Stridighederne og de blodige fejder mellem Alexander den Stores efterfølgere fik også indflydelse på udviklingen på Kalymnos.

 314 f.Kr. belejrede Ptolemy den Første Alikarnossos. Kos deltog i belejringen, men Kalymnos, som ellers altid støttede Kos, tøvede, og Ptolemy måtte tvinge Kalymnos i union med Kos.

 309-262 f.Kr. Unionen med Kos varede i 47 år, og Kalymnos havde i denne periode hverken egen regent eller senat, men repræsenteredes af borgmestrene i den føderale administration.

 262 f.Kr. var Kalymnos iflg. indskrifter atter uafhængig og havde genetableret sit selvstyre.

 220-215 f.Kr. var Kalymnos underlagt Kos. Kalym­nos deltog med Rhodos og Rom i den makedonske krig mod Filip den Femte.

 ROMERTIDEN:

 Roms herredømme styrkedes på baggrund af fejderne mellem Alexander den Stores efterfølgere, og mange græske byer bl.a. Athen, Rhodos og Kos gik i forbund med Rom. Rom havde på det tidspunkt et demokratisk styre, og Rom og de græske byer ydede hinanden gensidig bistand. Kalymnos var således allieret med Rom i krigen mod Mithridatis den Sjette.

 85-82   f.Kr. erobrede Mithridatis Kalymnos, men da han led nederlag ved Rhodos, stillede Kalymnos og Kos atter deres flåder til den romerske general Lucullus' rådighed, og sammen med de andre øer hjalp de Pompei mod piraterne, som dengang hærgede kysterne i det Ægæiske Hav.

 44 f.Kr. erobrede Cassius, Rhodos. Kalymnos kom under romersk overherredømme, men nød dog en vis særstilling.

 31 f.Kr. hjalp Kalymnos Anthony i søslaget mod Actium. Octavian besejrede Anthony, og Kalymnos blev underlagt den asiatiske provins.

 Under det romerske Herredømme mistede Øen sin kulturelle og sociale status, administrationen blev korrupt, og Øen mistede sin indflydelse.

 KRISTNE MENIGHEDER:

 I en tid hvor romerne undertrykte tusinder af mennesker, kom der fra Judæa et budskab om frihed: nazaræerens prædikener. Apostlen Paulus og evangelisten Johannes prædikede den ny lære, kristendommen. På Kalymnos sluttede man hurtigt op om kristendommen, der bragte trøst og håb. I dag vidner ruiner, kirkebygninger og klostre om kristendommens udbredelse på Kalymnos.

 DEN BYZANTINSKE PERIODE:

 Med Konstantin den Store og delingen af romer­riget, etableringen af Konstantinopel som hovedstad 330 e.Kr. og udvidelsen af det byzantinske rige kom Kalymnos under byzantinsk herredømme og kom til at høre til de Dodekanesiske Øer ("de 12 Øer")

I den byzantinske periode hærgede og plyndrede bl.a. persere, saracenere, venetianere, genovesere og korsriddere øen. 

År 554 blev Øen ramt af et jordskælv, der varede i to uger. Historikeren Agathias, der på det tidspunkt opholdt sig på Kos, beretter om forfærdelige rystelser, eksplosioner og jordskred. Havet væltede ind og overskyllede kystområderne, og da vandmasserne trak sig tilbage, førtes både mennesker og bygninger med. Det er den almindelige antagelse, at den største by på Øen, Pothaia, der lå mellem Kalymnos og Øen Telentos, sank i havet under disse jordskælv. På havbunden kan man i dag se betydelige rester af antikke bygninger. Jeg ved ikke om det var denne forfærdelige oplevelse, eller hans tilsvarende oplevelse i Konstantinopel, der fik Agathias til at skrive følgende digt:

Døden. 
Frygter ej dödens Venne haand, 
Lidelser og Sorger den læger;
Kölende hans Vinge vederqvæge,
Vifter Stövet bort fra vores Aand.
Frygeter ej –  een gang han kun ned daler,
Favner os, og kommer aldrig meer.
Ak! Men tallös er vore Qvaler,
Mens vi tumler her.
.                                   Agathias
(Oversat af Lyder Sagen 1805)

Øvrige oplysninger om Agathias

 Fra omkr. 615 eller 618 var Kalymnos besat af persere indtil 623, hvor Øen igen blev byzantinsk.

 År 653 hærgede saracenerne Øen, senere seljukerne og heller ikke korsridderne, der regerede på Kos, lod Kalymnos urørt. 

År 1204 erobredes Konstantinopel af frankerne, som etablerede det latinske rige. Kalymnos forblev i det byzantinske rige, hvis hovedstad var Nicaea.

 1257-1277 var Kalymnos besat af venetianerne, hvilket de mange venetianske byanlæg og fæst­ninger vidner om.

 1303 tog den byzantinske kejser, Michael Palaiologos' nevøer, brødrene Zacharia, magten på Chios, Samos og Kalymnos, og i 1306 regeredes Kalymnos af den byzantinske admiral Vignoli, der også regerede bl.a. på Rhodos, Kos og Leros.

 1313 blev Kalymnos besat af ridderne af Skt. Johannesordenen fra Jerusalem. Ridderne havde efter 3 års modstand gjort Rhodos til hovedsæde, og deres herredømme varede i 218 år. De etablerede en lang række fæstningsværker og krævede større og større skatter fra deres undersåtter.

 1455 besatte den tyrkiske admiral Hamza Øen. Ridder Chateauneuf kunne ikke forsvare Øen og blev afsat.

1495 ramte endnu et jordskælv Kalymnos.

 1505 blev Kalymnos angrebet af sultan Bayazid den Anden, leder af den tyrkiske flåde. Han havde lidt nederlag til Rhodos og takket være en modig og velorganiseret modstand på Kalymnos led han også nederlag her.

1522 brød sultan Suleiman Rhodos' forsvar. Rid­derne indgik forlig med Suleiman og forlod øen, som derpå blev overladt til den krigeriske sultan.

 DEN TYRKISKE BESÆTTELSE:

 Efter tyrkernes magtovertagelse i 1523 besluttede befolkningen på Kalymnos, som havde set hvordan de bedste unge mænd på Rhodos og Kos var faldet i kampen og under de efterfølgende massakre, at de ville undgå blodsudgydelser. Den første regering var et militærregime, siden indsattes en civil regering med tilhørsforhold til den regionale guvernør, "vali", fra Rhodos, hvis eneste funktion dog efter en tid kun bestod i at inddrive skatter, "maktu". Alligevel nød Kalymnos en vis selvstændighed, som også fra tid til anden blev sikret af de forskellige sultaners dekreter ("firman")

Tyrkerne udnyttede bl.a. deres besiddelser på den måde, at de rekrutterede de unge mænd til de mange blodige kampe mod opsætsige undersåtter. Ved en af disse hvervninger blev landmanden Drossos søn kidnappet. Som voksen fik han imidlertid høj rang i det ottomanske rige og bar navnet Ghiul Ahmed Pasha. Da han engang besøgte Kalymnos og her genså sin fader, pålagde han sin fætter at blive munk og hjalp ham til at bygge klostret Kyrapsili.

 1601 slog Kalymnos spanierne tilbage, da de angreb fæstningen.

 1603 var korsridderne på plyndringstogt, og på vej til Kos anløb de Kalymnos og hærgede øen. Også pirater, som var en sand plage på hele middelhavskysten og især i det Ægæiske Hav, angreb fra tid til anden Kalymnos. Befolkningen på Kalymnos indså nødvendigheden af at kunne forsvare sig, og uden den tyrkiske administrations vidende eller indblanding skaffede man sig våben, hvilket siden skulle vise sig at være til stor hjælp i frihedskampen (1821).

I en tid med stadig modstand mod det tyrkiske herredømme lykkedes det at skabe social og kulturel udvikling på Kalymnos.
Kalymnos deltog med sine samlede styrker i det græske folks frihedskamp mod tyrkerne, og det lykkedes dem at få den tyrkiske garnison til at lukke sig inde på fæstningen. Den 29. august 1824 fandt det afgørende slag sted i bugten ved Gerontas mellem den græske flåde under admiral Miaoulis og den tyrkiske flåde under admiral Hosref Pasha. Indbyggerne i Kalymnos samledes på bjerget opkaldt efter profeten Elias og fulgte salgets gang, medens de bad for den græske flådes sejr. Så snart budskabet om græsk sejr nåede dem, brød de ud i sang og dans. Imidlertid kom hverken Kalymnos, Kos eller Samos m.fl. til at høre til Grækenland, da man den 3. september 1830 undertegnede fredstraktaten. 

DEN ITALIENSKE BESÆTTELSE:

 Den 12. maj 1912 landsatte italienske krigsskibe tropper på Kalymnos. Italien var på det tidspunkt i krig med Tyrkiet, og med erobringen af Tripolis kom de Dodekanesiske Øer under italiensk herredømme. På Kalymnos blev italienerne modtag­et med glæde og forventning som brødre og befriere. Kirkeklokker ringede over hele Øen, og alle troede, at nu var frihedens time endelig kommet. Fra hele Kalymnos kom udsendinge med tilkendegivelser om, at øen var græsk og modsatte sig en tilbagevenden til tyrkisk herredømme, samt om at man ønskede en forening med moderlandet. Men italienerne svigtede snart forventningerne  man kunne eller ville ikke gennemføre den eneste rigtige løsning!

Med fascismen i Italien strammedes også styret på Kalymnos, og efter 1926 blev tilstanden forværret. Italienerne undertrykte og udnyttede befolkningen og begik overgreb på borgerrettighederne. Situationen kulminerede, da de fascistiske myndigheder forsøgte at gøre kirken til talsmand for fascismen og lukkede de græske skoler i et forsøg på at gøre befolkningen italiensk. I løbet af 30'erne blev mange prominente borgere sendt i fængsel eller eksil, og oprøret ulmede blandt den bevæbnede, mandlige del af befolkningen. Kvinderne holdt et massemøde og marcherede i protest mod byens centrum nær havnemolen. De blev mødt af fascister og trak sig tilbage ved toldbygningen, hvor det kom til et voldsomt sammenstød, under hvilket kvinderne smed sten og andre kasteskyts mod italienerne. Under episoden blev hyrden Kozonis, der hjalp kvinderne, skudt. Dette var blot en af talrige, ofte meget volde lige episoder på øen.

Under 2. verdenskrig blev Øen efter Italiens kapitulation i 1943 besat af tyskerne, som efter de allieredes sejr måtte forlade Øen.

 Den 7. maj 1948 ratificeredes unionen med moderlandet, og århundreders kamp for frihed var endt.

Agathias, med tilnavnet Scola’sticu , græsk skjald og historieskriver. Han fødes omkr. 536 e. Kr. i Myrina i Lille Asien, studerede i Alexandria og flyttede senere til Konstantinopel, hvor han tilegnede sig juridiske studier og advokatarbejde. Død omkr. 582. Af hans dikter, bland hvilke de fleste er erotiske, ejer vi nu kun et fåtal og 101 epigrammer. Fuldstændigt bevaret er derimod hans historie i 5 bøger, hvilken omfatter en del af Justiniani regering og kan anses som en fortsættelse af Procopii’s arbejde.

Agathias Scholasticus -Historicus et epigrammaticus Myrinaeus (6. årh.) Gresk -Epigrammata -Historiae -x De imperio Justiniani imperatoris --De bello Gothorum

JEANETTE LINDBLOM citere Agathias i: 
Vardagsliv i Konstantinopel under de tidiga århundradena.:
En intressant författare från 500-talets mitt är Romerske historikern Agathias Scholastikos, som har skrivit ett kort historieverk samt sammanställt egna och samtida författares dikter i en antologi. Han skriver:
Riktiga jordbävningar var en reell fara för staden och i december 557 upplevde Konstantinopel en förödande jordbävning. Agathias berättar hur människor strömmade ut på gatorna i panik och sedan inte vågade ta skydd i byggnaderna även om det var kallt. Å andra sidan ökade den gemensamma faran samhörighetskänslan och man kunde se högt uppsatta personer gå omkring i staden och dela ut filtar och mat åt de nödställda.
I samma textstycke nämner Agathias även hur kvinnor av alla samhällsklasser, inte bara vanliga kvinnor utan även personer ur de högre stånden, i den panik som uppstod rörde sig i fritt i folkmassan bland männen. Det fanns alltså skillnader i etikettsregelrna för kvinnor av olika samhällsklass, men överlag gällde förstås att kvinnor inte skulle röra sig ensamma alltför offentligt bland män. 

.