Historie

Fra Store Nordiske Konversations Leksikon 1921

. I Oldtiden var C. en af de mest blomstrende græske Kolonier. De ældste Beboere blev fortrængt af joniske Kolonister, øen førte under Perserkrigen en ret omtumlet Tilværelse og blev under den peloponnesiske Krig på Grund af Frafald til Peloponnes hærget af Athen; også under senere Krige led øen meget, indtil den 1566 kom i tyrkisk besiddelse. Under den græske Friheds­krig hjemsøgtes C. af en frygtelig Ulykke: 1822 rasede Tyrkerne som vilde Dyr på øen og dræbte 23,000 Mennesker, mens 47,000 solgtes som Slaver (af i alt 80,000). Endelig hjemsøgtes C. 1881 af et frygteligt Jord­skælv. Flere berømte Oldtidspersonlig­heder stammede fra C., således Tragikeren Ion, Geografen Skymnos, Sofisten Theokritos. Chierne var også i Oldtiden berømte for deres Talefærdighed.

---------------------------------

Fra bogen "Grækenland og enhedsideen (Enosis)" 

af Adolph Rastén. Udgiver Munksgaards Forlag.

Fra Londons horisont var situationen i 1821 anderledes. Europas opdeling i politiske interessesfærer efter Napoleonstiden havde i 1815 bragt England ind i billedet som en slags naboland til Grækenland. Englænderne havde på Wien-kongressen fået tildelt de joniske øer som et protektorat til for­stærket beskyttelse af Englands vej til Indien, der jo var forbundet med herredømmet i Middelhavet. Følgelig kunne englænderne ikke med­virke i en politik, som ville svække det tyrkiske imperium i en sådan grad, at Rusland kunne komme til at true den indiske livsnerve. Dette betød, at England - skønt det vel nok støttede den græske frihedskamp mere helhjertet end andre lande - kun til en vis grad kunne gå ind for Enosis-bevægelsen og under alle omstæn­digheder måtte tage hensyn til Tyrkiet over for de russiske aspirationer om at vinde fodfæste ved Middelhavet. Storbritannien frygtede, at det osmanniske imperiums politik kunne blive en farlig trussel mod englænderne i Indien, hvor den muhammedanske befolkningsgruppe så op til sultan-kalifen som Muhammeds verdslige og ån­delige stedfortræder. Også Frankrig havde jo interesser at varetage i Middelhavet og fulgte den britiske linje.

Den tyrkiske okkupationsmagt besvarede græ­kernes oprør med en massakre mod grækerne i Konstantinopel, opstandsbevægelsens formode­de åndelige centrum. Den græsk-ortodokse pa­triark, Gregorius den Femte, blev sammen med andre kirkelige dignitarer hængt i porten til patriarkatet, som havde - og til dato stadig har - til huse i fanariot-kvarteret, og med en fana­tisk vildskab tørnede tyrkere og grækere sammen i en kamp, som kostede strømme af blod. Men den tyrkiske militærmagt måtte vige. Og Sultan Muhamed den Anden var tvunget til at anmode om assistance fra vasalstaten Ægyp­ten, som invaderede Peloponnes med så stærk en hær, at de tre europæiske stormagter og Enosissympatisører nu var tvunget til at gribe direkte ind i situationen. En allieret flåde satte sejl mod Peloponnes, og den 20. oktober 1827 tilintetgjordes den tyrkiske flåde ved Navarino.

Grækerne havde vundet første del af deres kamp for Enosis, men det var tripelalliancen - oprindelig skabt som mæglingsinstans mellem tyrkerne og grækerne -, der havde beseglet Enosis - bevægelsens sejr, og det var tripelalliancen, som i forståelse med ,,Den høje Port" i Konstantinopel fastlagde de geografiske og po­litiske vilkår for oprettelsen af den græske na­tionalstat. Det nye Grækenland var endnu kun et lydrige, som anerkendte Tyrkiet som tribut­magt. Man skulle først gennem den russisk - tyrkiske krig, som brød ud året efter og yder­ligere svækkede Tyrkiet, før Grækenland ved London - protokollen af 1830 proklameredes som et suverænt og uafhængigt kongerige.

-------------------------------------