|
NAVIGERING:
Samme
niveau: Underordnet niveau:
Du bedes selv skrive adressen da ovenstående kun er et billede - (for at hindre spam) Ingen mailadresser og navne videregives.
|
Klaksvig-striden.
(Klakksvík)
Om dommen der førte til striden om Halvorsen.
Olaf Halvorsens brøde bestod i at han havde meldt sig som læge ved SS til tjeneste på østfronten og i nogle måneder havde han vikarieret for læge og naziføre Fritz Clausen i Bovrup, i medens denne gjorde tjeneste i den tyske værnemagt. Han kom for øvrig aldrig til vestfronten.
Overvoldgiftsrettens dom
blev efter anklage af Lægeforeningens hovedbestyrelse, "kun" på "en alvorlig misbilligelse". Der var ingen krav om ekskludering, bod eller andre disciplinære foranstaltninger.
De nok så berømte kr. 601,50, som Halvorsen kom til at skylde sin organisation, var således ikke en bod, men betaling af sagens omkostninger.
Det ses ikke af sagens akter, at Olaf Halvorsen er forsøgt fremstillet til afhøring, eller at han har haft nogen form for juridisk forsvar.
Rettens domsafsigelse kunne derfor, også i 1950'erne, være underkendt af myndighederne, hvis man havde ønsket det.
Olaf Halvorsens urimelige stejlhed overfor anklagerne og enhver anden kommunikation med myndigheder har ikke
gjort sagen lettere for nogen af parterne. Men få år efter krigen blev mange såkaldte overløbere benådet for "forbrydelser", der var langt mindre end sagsomkostningerne til en overvoldgiftsret eller en konflikt med en fagforening.
Olaf Halvorsen ønskede ikke hverken at anerkende nogen skyld, dom eller at søge om "benådning".
Derfor var det op til lægeforeningen og siden myndighederne at behandle ham som de fandt det rigtigt.
Og de var lige så stejle som Olaf Halvorsen.
Som følge af at Olaf Halvorsen ikke ville betale sagens omkostninger blev han ekskluderet af lægeforeningen.
Han kunne derfor ikke få ansættelse på nogen Danske sygehuse, ikke desto mindre blev han ansat på Klaksvig sygehus 1. juli 1951 og de ville ikke af med ham igen, og så begyndte striden med myndighederne der varede i årevis.
I begyndelsen af 1955 blev man dog enig i sygehusets bestyrelse om at afsætte Olaf Halvorsen og det resulterede i at sygehusbestyrelsen anmodet dommeren om ved fogedforretning at udsætte Olaf Halvorsen af embedet og boligen.
Dommeren indvilliget, og de 21. april1955 drog en delegation af sted til Klaksvig for at udføre fogedforretningen - det blev en total fiasko. Myndighederne blev som får drevet tilbage til skibet af hen ved 100 mennesker. Da de fordrevne var kommet ombord blev fortøjningen fjernet, så skibet begyndte at drive, men det lykkedes nu hurtig at få startet motoren og få kontrol over skibet så det undgik grundstødning.
Imedens det skete opholdt den den færøske regering sig tilfældigvis sig i København og den anmodet nu det danske politi om assistance til at genoprette lov og orden på Færøerne.
Den danske regering tiltrådte, og der blev hurtig etableret en politistyrke på 120 mand der med særtog blev sendt til Esbjerg.
Den 22.
april 1955 kl. 5.30 stod DFDS's skib M/S Parkeston i al hemmelighed ud af
Esbjerg Havn med en politistyrke på 120 mand om bord på vej til Færøerne.
M/S Parkeston var blevet taget ud af drift på Esbjerg-Harwich ruten den 9.
april samme år og skulle have været i dok to uger senere. Politibetjentene var
ankommet til Esbjerg med tog kl. 4.15 samme morgen, og toget fortsatte uden
ophold til Englandskaj.
De danske Avise skrev naturligvis om affæren. Og beskrev uudførlig hvor mange svært bevæbnede politifolk der var med hvor mange maskinpistoler o.s.v. de havde med.
Det vakte selvfølgelig et voldsomt rører på Færøerne og de lokale aviser skrev om at der ville være 1000 bevæbnede mand klar til at modtage skibet - havnen blev også mineret. Det bevirkede at den danske regering fik kolde fødder og besluttede at sende daværende finansminister Jens Kampmann til Færøerne.
I løbet af kun en uge fik han stablet et forlig på benene bestående af 6. punkter. Her de vigtigste i kort form:
 |
Kommunalbestyrelsen i Klaksvig skulle opfordre Halvorsen til at forlade sygehus og bolig og bringe sit forhold til lægeforeningen i orden. |
|
Landsstyret skulle opfordre den udnævnte læge til at frasige sig stillingen
i Klaksvig, og hvis dette skete, skulle |
|
Endvidere skulle der oprettes en sygehusbestyrelse for hvert af de 3 sygehuse på Færøerne. |
|
Som sidste punkt i forliget var anført, at det var regeringens hensigt at beskikke en dommer, der skulle undersøge begivenhederne i forbindelse med lægesagen i Klaksvig, herunder om hvorvidt der burde rejses tiltale mod nogen. |
Klaksvig jublede og regnede forliget for en sejr og overså ganske de faldgrupper der var i forliget. I medens der blev forhandlede sejlede politiet på tur i Parkeston til de øvrige øer, kommunalbestyrelserne rundt om var gæstfri og inviterede til besøg i de forskellige bygder samt selvfølgelig i Thorshavn - til Klaksvig kom de derimod aldrig.
Til at undersøge begivenhederne blev der efterladt 6 kriminalpolitifolk samt nogle få ordenspolitifolk så de var klar når landsdommeren ankom midt i maj 1955. Politifolkene blev mødt af venlighed og fortalte hvad der var hændt, men ikke et navn blev nævnt - så der kom intet ud af den underholdende forestilling.
En del af forliget var at Olaf Halvorsen skulle rejse til Danmark, hvad han også gjorde og to danske læger blev konstitueret midlertidig. Olaf Halvorsen hørte man ikke en lyd fra og vidste heller ikke om han fik sit mellemværende med lægeforeningen bragt i orden og den læge der skulle frasige sig stillingen reagerede, men afventede.
Da de to danskes lægers funktions tid på ½ år nærmede sig afslutningen indkaldte rigsombudsmanden sygehusbestyrelsen til møde i Klaksvig den 23. september 1955.
På mødet kunne man konstatere at Olaf Halvorsen ikke havde bragt sit forhold i orden og at den i stillingen udnævnte ikke havde fraskrevet sig stillingen, så man blev enig om at konstituer de to læger man havde forbindelse med. Så man troede at alt var i orden.
Men kl. 19,30 var på vej til sygehuset blev de høje herre mødt af en skare på 100-200 mennesker der nærmest overfald dem med skub og og slag og forlangte at det af Kampmann givne løfte skulle holdes, så de fik Olaf Halvorsen tilbage og de ville tilbageholde de høje herre til løftet blev holdt. Værst gik det ud over rigsombudsmanden der af en rasende kvinde der gav han nogle slag i ansigtet, samt sygehusdirektøren der blev slået ned bagfra så kan kortvarig var bevidstløs.
Allerede næste morgen ved 5 tiden blev de dog løsladt efter det var dem lovet, fra København, at Kampmann ville komme igen.
De begivenheder fik regeringen i Danmark til at reagerer, de satte Fregatten "Rolf Krake" ind. I mellemtiden var Kampmand fløjet til Færøerne og kunne her konstaterer forligets totale forlis.
Fredag den 30 september nåede "Rolf Krake" Færøerne og tidlig om morgenen den 1. oktober 1955 hvor man gik til kaj. Der var kun nogle få unge mennesker på kajen og i løbet af kort tid var det nærmeste havneområde afspærret. Ordren til politifolkene var at der kun måtte skydes i yderste nødstilfælde, men at man ellers gerne måtte være "håndfaste" og bruge hundene hvis der var nogen der provokerede.
Hen mod midnat var der nogle af færingerne der kastede en sten med en lang snor op over en højspændingsledning derefter trak man en ståltråd over så der skete en kortslutning , resultatet var at Klaksvig og dermed havnen henlå i mørke. På "Rolf Krake" fik man travlt med at få tændt nogle kraftige projektører og det var på høje tid, for en flok på mindst 100 unge mennesker var ved at trænge inden for afspærringen, dem fik "vovserne" og stavene nu hurtig til at skifte mening og længe varede det ikke før der var ro på havnen.
Jeg har modtaget en mail fra et af besætningsmedlemmerne, han skriver:
Da vi ankom til Klaksvig d 1. oktober, var der lagt hyttefade og andet flydebart ud i havnen, men kaptajnen råbte i vores højtaleranlæg til land at dette skulle fjernes omgående, ellers ville han fjerne det.
Det skete også, og vi kunne lægge til kaj.
Historien om sten med lange snore og el-ledningerne er sikkert også rigtig, men strømmen fra land gik først ud da hele Fregatten lå ca. 5 meter fra hele kajen, færingerne havde sneget sig ind bag og foran skibet og antageligvis sejlet ind i nogle små kajakker og med flænseknive på et langt skaft (dette er blevet mig fortalt) kappet skibets trosser, så det var kun strømkablet der holdt skibet til det sprang ca. de 5 meter ude i havnen.
Der blev blæst alarm, og hele besætningen + de politifolk der var ombord kom på dækket.
Nødbelysningen blev sat til, men der gik ca. 15 minutter inden vi for egen kraft kunne komme ind til kajen igen, til stor morskab for de unge mennesker der var på kajen.
I dag vil vi sige at det var ret så harmløst, der var jo ikke sket andet skade en at færingerne fik sig et billigt grin.
Men læs vider:
Da vi sejlede hjem fra Færøerne efter at være afløst af Esbern Snare, og skulle ind ad kroneløbet ved Lynetten, blev jeg (der stod nærmest) sammen med et par officerer kaldt ind til kaptajnens kahyt, her lå han og havde skudt sig selv.
Her fik jeg fra højeste sted besked om at det var en militær hemmelighed, som aldrig måtte komme ud til offentligheden,
Vi var kun meget få der vidste hvad der var sket, og man mente af hans selvmord skyldes den episode fra Klaksvig, hvor skibet var uden kontrol, og under hans ansvar.
Hvor er det sørgeligt at en vellidt chef tager sit liv, i fortvivlelse over den lille fadæse, som det er at et par vagter ikke har været vågne nok. Min kilde vidste ikke at den hemmelighed var røbet for længst og publiceret i Klaksvig-striden I - 1955. af Frede Asgaard.
De mest aggressive af færingerne prøvede at hjemkalde fiskerflåden, men heldigvis er fiskere besindige folk, og de enedes om at sende en enkel båd der så kunne rapportere om hvordan forholdene var. Desværre var der ret langt at sejle og besætningen ville hurtig til Klaksvig og den hurtige sejlads fik motoren til at brænde sammen, de nåede dog i land hvor de så en fredelig bygd godt nok med mange patruljerende betjente, men børnene lejede og livet gik ellers sin vante gang.
Det politi der i nogen tid havde efterforsket sagen, blev nu installeret og med møje og besvære lykkedes det at få et "salatfad" fragtet fra Thorshavn til Klaksvig så man nu kunne begynde at arrestere dem der var anklaget. Der var dog ingen arrestbygning så man måtte bruge "Rolf Krake" og her forgik afhøringerne også.
Allerede den 24. oktober 1955 var de første anklageskrifter klar og den 15. november 1955 kunne dommene afsiges der var 31 anklagede de blev alle på nær en dømt, men 18 sager blev anket og her blev 14 dømt og 4 frikendt.
Alt i land var dog ikke "fryd og gammen". Den 7. november blev et ubeboede hus sprængt i luften - det skulle have været brugt af politiet, den 18 november blev lagmandens hus beskudt med en maskinpistol - ingen blev ramt og den 22. november blev der sprængt en bombe udenfor politistationen, de politifolk der havde vagt blev ramt af glassplinter, men ikke alvorligt. Man fandt også en ueksploderede bombe i et ubeboede hus. Ingen af de hændelser blev nogen sinde opklarede.
Fischer Heinesen blev i Thorshavn ved underretten dømt som leder og fik 18. måneders fængsel. Det syntes de brave Klaksvigere var for galt, så de ville sende en hel flåde af fiskekutter til Thorshavn for at befri han. Heldigvis blev det rigtig dårlig vejr med storm og regn så der kom "kun" et par hundrede mennesker. De holdt møde på kajen og blev enige om at de kun ville gå i demonstration til rigsombudsmanden og landsstyret.
Imedens de ca. 200 mennesker ventede på at protesten blev afleverede var der den ældre dame der åbnede sit vindue og gav demonstranterne en ordentlig røffel - hun var en meget kendt og respekterede dame med en skarp tunge. Hun gav demonstranterne besked om at befolkningen i Thorshavn ikke sympatiserede med deres aktion og at de skulle tage at sejle hjem og passe deres egne sager - det dæmpede skaren af demonstranter der hidtil havde troet at befolkningen i Thorshavn støtte dem.
Kilde: Klaksvig-striden I - 1955. af Frede Asgaard.
------------------------------------
Striden er stort set ubehandlet i litteraturen, Danmarks radio tv har dog haft en del udsendelser om Klaksvig-striden. Min bedste kilde er dog "Klaksvig-striden I og II - 1955. af Frede Asgaard", der er masser af øjenvidne beretninger og er helt utrolig spændende.
Jeg kunne godt lide at vide om der er grænser for en regerings stupiditet, Klaksvig-striden beviser at der er der ikke. Det var et rent og uforfalsket overgreb på en befolkning der havde stemt for at være selvstændig.
En befolkning der har
levet på de små øer i Nord-Atlanten siden vikingetiden, kan selvfølgelig
sagtens leve som en suveræne østat.
Som jeg nævnte i indledningen kunne Rettens domsafsigelse derfor, også i 1950'erne, være underkendt af myndighederne, hvis man havde ønsket det. Men myndighederne var lige så stejle som Halvorsen - derfor balladen og de helt enorme omkostninger i penge som i tabt goodwill.
Da jeg besøgte Klaksvig nogle gange i 80erne, levede historien i bedste velgående, den gør det formodentlig endnu.
Interesser du dig for emnet vil jeg endnu engang anbefale Klaksvig-striden I og II - 1955. af Frede Asgaard" - ISBN 87-89651-00-6 og ISBN 87-89651-02-2 -lån dem eventuelt på biblioteket.
