Færøerne 1980:

Installatør Sigmund Poulsen havde solgt et højttaleranlæg på en skole det skulle jeg afprøvet og tilpasses. Det var lige noget for mig og da det samtidig var lige før min ferie, arrangerede jeg at  min nu afdøde kone Jytte kunne komme med og vi kunne så holde 8. dage der oppe.

Det var Maersk Air der med et af sine jetfly skulle bringe os til Færøerne. De havde en glimrende rabatordning, var man et par kom den ene med til halv pris og det var dengang 1244 kr. tur-retur for os to. Da vi skulle lande fik vi at vide at nedbremsningen af flyet ville være kraftigere end på andre destinationer, grundet den korte landingsbane. Vi landet nu i fineste stil og jeg tror vi blev hentet af Sigmund Poulsen og hans kone Jónfríð. Vel ankomme den 10 Juli spurgte vi os for om indkvartering i Ferðamannastovan. Vi kunne leje en lille lejlighed i Undir Ryggi 5 i Thorshavn i 7 nætter for 800 kr., og det var en hyggelig lille lejlighed.

 Det viste sig at Sigmund Poulsen og hans kone Jónfríð vi besøgte var søde og helt utroligt gæstfri.

Da vi havde installeret os i lejligheden var de lige henne for at se om vi havde fundet os tilrette, jeg havde en lille gave til Sigmund med (en flaske cognac) den blev han vældig glad for. Selve afleveringsforretningen var hurtig overstået, mindre end en dag tog det, hen på eftermiddagen sagde Sigmund, sådan lidt forlegen »du Erling, det er sådan at turister her til Færøerne har ret til at indfører spiritus, har du noget imod at jeg får din ration?« jeg sagde selvfølgelig at det var da helt ok. Så svarede han »sikken et held jeg har nemlig allerede bestil det. Det viste sig at han pr. ild ekspres og luftfragt havde bestil 6 stk. a.¾ l liter stærk spiritus og 4 stk. a.¾ l vin Den pakke skulle jeg så hente. Der ville dog gå nogle dage.

Jónfríð og Sigmund gav os en uforglemmelig tur, helt op til den nordligste af øerne ”Viderø”.

For at komme helt op til den nordligste ø måtte vi sejle adskillige gange, til sidst sejlede vi fra Bordø (Borđoy) til Viderø (Viđoy). En rivende strøm skiller de to øer og der oplevede vi at strømmen hvirvlede bundvandet op, det bevirkede at små fisk, store fisk, plankton, bunddyr og muslinger hvirvlede op, og der oppe ventede tusindvis af fugle på det nemme ”tag selv bord”. Sigmund kunne fortælle en masse om øerne og specielt om Viderø der så vidt jeg husker var hans fødeø. Han fortalte:

I 1920-30 var den helt gal med folkene i bygden Garður med den smukke kirke, de havde spille hele deres bygd inklusiv kirken væk, det var nabodalens folk der havde vundet det i kortspil. Gode råd var dyre for når man ikke ejer sine huse og kirken, er der ikke meget lyst til at arbejde med sagerne. Tilsidst lavede de en form for strejke og fandt en ordning så de generhvervede deres ejendom.

Også Jónfríð kom fra et sted med historie, nemlig Klaksvig på Bordø som blev sørgelig kendt i 1955 på grund af Klaksvig-affæren.

En dag fandt Jytte og jeg på at gå fra Torshavn over fjeldet til Kirkebø (Kirkjuböur). I fugleflugt er der ca. 7 km og man kommer op i ca. 250 m højde, vi havde en dejlig tur men var ret spændt på at finde stien ned til Kirkjubøur, men også det gik fint.

Kirkjubøur er en meget lille bygd med 80 indbyggere på den sydligste del af Strømø med en smuk udsigt til Hestur mod vest. Kirkjubøur var en vigtig by i middelalderen, da den var bispesæde og dermed øernes åndelige centrum. På det tidspunkt mener man at byen havde omkring 50 huse. De fleste af disse blev skyllet væk af en storm der rasede engang i 1500-tallet. Det var også bispesæde til 1557.

Ruinen Magnus Katedralen, der normalt kaldes ’Múrurin’, (Muren), blev bygget omkring år 1300. Om den aldrig blev færdig eller bare er faldet fra hinanden i tidens løb er ikke helt vist. I dag står der i hvert fald kun den 1½ m tykke ydermur tilbage.

Ólavskirkjan (den hvidkalkede) er ældre. Den er fra det 12. århundrede og er dermed den eneste endnu benyttede middelalderkirke på øerne.

I Kirkjubøur findes også Kongsgården (Kongsgardurin). Det er en samling smukke gamle bygninger der skal være bygget af tømmer der kom drivende fra Norge. ’Roykstovan’ er 900 år gammel og dermed en af de ældste beboede træhuse i Norden. For øvrig blev der i 1151 fødtes en dreng der senere skulle blive Kong Sverre af Norge. Et sagn fortæller at han blev født i en hule over Kirkebø.

Vi var selvfølgelig også inde og se den smukke gamle kongsgård. De ene ende er museum og den anden er privatbeboelse. Herlig at stå et sted der ligefrem emmer af historie og så komme dertil som folk nu en gang gjorde i gamle dage – til fods over fjeldet.

En anden dag løste vi billet med færgen til Suderø (Suðuroy) det er den sydligste ø på Færøerne. Jeg mener at vi var med en bus til Færøernes sydligste by Sumba. Bussen holdt ret tæt på et af de smukke fuglefjeld.

Flere hundrede meter strakte de helt lodrette fjeldsider sig i vejret, formet som en gigantisk hestesko – det kan tage vejret fra selv den mest blaseret. Vi kunne stå helt ude ved klippekantens bratte fald og se de tusindvis af fugle som lomvier, mallemuk, lunde, ride, suler og forskellige måger svæver på havvinden. Ja her i yngletiden mellem juni og august kan der være hundrede tusinde fugle på vingerne og et øredøvende spektakel. i lufthavet under os.

Ind imellem var der en af Nord Atlantens dønninger der med voldsom kraft tordnede mod den massive klippe og sendte sine kaskader af vand lodret 20 meter til vejrs. Et sted havde naturens lune lavet en lodret tunnel med en åbning ved havoverfladen og en højt oppe, jeg vil tro at vandet der tordnede hundrede meter til vejrs før det sprøjtede ud af krateret.

Efter den spektakulære og storslået oplevelse begav vi os til fods over en lille bjergryg, en tur på vel 4-5 km for at støde til bussen der ventede på os ved landvejen. Alene for sejlturens skyld bør man tage turen til Suderø, undervejs passere man Sandoy og ret tæt på Store og lille Dímón.

For nogle år siden var der en meget spændende TV udsendelse om familien som bor på Store Dímón og som også besidder Lille Dímón. Det var en gribende beretning om hvordan livet er på et til tider totalt isoleret sted. Kun i rigtig godt vejr kan man søsætte en båd og sejle til Torshavn, der er ingen havn, bro, vej eller lufthavn. Mange sagn og fortællinger er der om Stora Dímón.

Da Kong Frederik den 7de  boede på Færøerne som prins, fandt han en dag på at tage på fuglefangst Ved Stora Dímón. Da han så alle fuglene der, gik han helt amok og plaffede løs på de stakkels dyr uden at give mandskabet tid til at bjærge de dræbte dyr. I den anden båd som fulgte med var Kaptajn  Irminger, Prinsen vinkede til ham at han skulle fiske fuglene op. Men den vældige strøm var imod og arbejdet derfor næsten umulig. Tilslut var det Irminger for meget og han råbte ærgerlig til Prinsen: »Fan, den der dræbte fuglene, fisker dem selv op, deres kongelige højhed.« Mandskabet gloede forfærdet på Irminger, det var uventet for alle, de mente at han risikerede både at blive halshugget eller hængt. Der skete nu ikke noget, nok var prinsen vild med at skyde, men der var dog grænser. For resten kom Prinsen aldrig op på Store Dímón, han turde ikke stige til vejrs af den utilgængelige fjeldside. Bonden derimod turde godt byde Prinsen et fad med tykmælk, han var oppe og hente til ham. (Det skal lige bemærkes, at jeg turde heller ikke J)

Det var stolte og selvstændige folk på Store Dímón. Endnu huskers de stolte ord til Kongens Foged som truede med at sætte bonden i fængsel »Ja, tag mig - jeg bor på Store Dímón«.

I gamle dage var der en fermt og djærvt Kvinde der gjorde sig til enehersker på øen, hun kundgjorde »kongeriget Store Dímón«. Sysselmanden, Fogeden og Amtmanden alle stod de lige hjælpeløse nedenfor opgangen, som var fjernet. I hele tre år var der enevældig kongedømme på øen, før en dreng ved svig fældet hende. Grunden til sviget var at drengen var blevet gal over at få sveden vælling.

Lille Dímón er den eneste ubeboede ø på Færøerne. Trods sin ringe størrelse er øen grøn og rig på saftigt græs, hvilket en del får nyder godt af. Fårene er sat på øen af bønder fra bl.a. Suderø, og disse tager over til øen en gang imellem for at klippe fårene, og overnatter i en lille hytte bygget af sten og tørv.

Færøerne betyder ganske simpelt fåre-øerne. Øernes klima og vegetation er nærmest ideel til fåreavl Fårene kan stort set passe sig selv året rundt, ingen fodring, vanding eller mugen ud, og bonden kan høste uld og kød mere eller mindre efter behag.

Og Færingerne kan lide fårekød, desværre er de ikke selvforsynet med fårekød og importere fra bl.a. New Zealand. Jónfríð og Sigmund havde en dag inviteret os på restaurant og givet en dejlig middag, nu ville vi gøre gengæld. Hen i Brugsforeningen og købe ind til ”Lammekølle i Fad” det var Jytte ret god til at lave. Det er et fad med skiveskåret kartofler, Pore og persille, ovenpå lægges lammekøllen med små lommer med hvidløg og der må gerne bruges rigelig hvidløg – hele balladen i ovnen til stegen er stegt mør.

Den måde at få lammekølle på havde de aldrig prøvet før, men de syntes det var lækkert – egentlig ret modig af os at servere lammekød for færinger.

Den 16. Juli kunne vi hente den kostbare pakke med de sjældne dråber. Men det er ikke ligetil at handle sprit, man må ikke skylde i skat på Færøerne, så først skulle jeg på kommunekontoret og få en attest på at jeg ikke skyldte i skat på Færøerne, den skulle jeg så medbringe til lagmanden (Færøernes statsminister) hvor der skulle udfærdiges en importtilladelse – men ak Sigmund havde bestilt mere end én ration og vi måtte papirmøllen igennem med Jytte som aktør – endelig kunne vi henvende os op postkontoret for at få pakke, men det kunne ikke lade sig gøre pakken var kun til mig og selv om der var to tilladelser gik den ikke, så mig op til lagmanden igen, han var så venlig at lave min importtilladelse om og så annullere Jyttes tilladelse.

Nu havde jeg af Sigmund fået instrukser i at være diskret med hensyn til indholdet af de kostbare flasker. Han fik hele balladen og betalte et astronomisk beløb – det var jo almindelige indkøbspriser + luftfragt og forsendelsesomkostninger, og så kom den bedste – jeg skulle have det halve for ulejligheden. Det blev der selvfølgelig ikke noget ud af, men jeg takkede ja til en enkelt halvflaske.

Dagen efter skulle vi på en udflugt sammen med Jónfríð og Sigmund. Efter nogen kørsel kom vi til en lille rasteplads hvorfra vi gik ned ad en stejl fjeldskændt (nærmes som en udtørret elv). Det gik fint med at komme ned og vi havde en dejlig tur langs den smalle fjord. Fjeldsiderne rejste sig næsten lodret til vejrs på begge sider af fjorden – men Sigmund havde fart på, og jeg nærmest halsede efter. Jeg spekulerede godt nok på hvorfor han havde så meget fart på – det fandt jeg ud af efter at vi havde passeret et lille klippefremspring der skjulte os for damerne – han hev en flaske Beef-eater gin frem af inderlommen og tog en ordentlig slurk, derefter var det min tur, men at drikke gin på den måde er ikke lige mig, så jeg nøjes med en lille tår. Efterhånden var vi nået helt ud af fjorden og vendte for at begynde hjemturen, efterhånden nærme os den stejle skrænt og bunden af ginflasken, jeg spurgte om jeg skulle hjælpe Sigmund – nej jeg klare mig og kommer senere, gå bare i forvejen. Jeg må indrømme at jeg var betænkelig for Sigmund var plakat fuld. Heldigvis var det Jónfríð der skulle køre bilen hjem. Lige til vi rejste var Sigmund kanon fuld, havde jeg dog bare været klogere havde jeg taget mod hans tilbud om det halve af spritten og så afleveret det til konen, så havde hun kunne rationere kostbarhederne lidt. Senere har jeg fundet ud af at det er en meget almindelig måde at “nyde” spiritus på.