|
NAVIGERING:
Samme
niveau: Underordnet niveau:
Du bedes selv skrive adressen da ovenstående kun er et billede - (for at hindre spam) Ingen mailadresser og navne videregives.
|
Gyldenløveshøj
Når min kone og jeg har gæster og vi får lyst til en tur i naturen er det tit Gyldenløveshøj der må holde for. Det er et smukt skovområde og der er Sjællands højest punkt Gyldenløveshøj. Udsigt er der ikke meget af på den 126 m høje høj, da den begrænses af de omgivende skov, men på toppen af højen er der rejst en mindesten og her er så historien om højen og mindestenen .Selve højen ligger omkring to kilometer nordøst for Sporvejsmuseet, og man skal følge en afmærket skovsti fra en parkeringsplads ved vejen for at komme ind til selve højen, der ligger inde midt i Skjoldnæsholm-skovene. På parkeringspladsen er der placeret en kasse med skovens vandretursfolder, heri er der mange interessante oplysninger om skoven.
I istiden blev jorden skubbet sammen og
dannede store bakker og dale, hvilket har skabt stor variation i området.
Sjællands højeste punkt, Gyldenløveshøj, ligger her og er opkaldt efter
Chr. 5.s halvbror, Ulrik Frederik Gyldenløve, som ejede Skjoldenæsholm
omkring 1700. Højen er ikke opstået naturligt, men menes at være bygget af fæstebønder i slutningen af 1600-tallet på ordre fra
greve på Skjoldnæsholm Gods, Ulrik Frederik Gyldenløve.
Gyldenløveshøj og Skjoldenæsholm-skovenes afsides beliggenhed gjorde området perfekt til nedkastninger af våben til den danske modstandsbevægelse under 2. verdenskrig. De første nedkastninger fra luften fandt sted i sommeren 1943, og frem til Befrielsen var området et af de mest benyttede modtagepladser på Sjælland.
En mindesten på toppen af Gyldenløveshøj markerer navnene på de frihedskæmpere, der mistede livet i forbindelse med aktionerne.
|
|
|
Mindestenen har følgende tekst: Erik
briand Clausen Poul
Kristiansen
Georg Brockhoff Qvistgaard Holger
Sønderup de gav deres liv i kampen for danmarks frihed |
* Georg Brockhoff Qvistgaard kone, Ellen Johanne Qvistgaard beskrives af andre modstandsfolk som den reelle leder af det praktiske modtagelsesarbejde ved Gyldenløveshøj og i Skjoldenæsholm-skovene. Længer nede på siden kan du læse hendes biografi.
* Holger Sønderup, der døde 27. januar 1945 i Neugamme KZL.
Jeg fået oplyst af en slægtning at han ikke ligger på Reersø Kirkegård, som først oplyst.
Hans slægtning oplyser den 06-02-2008 følgende:
Tillad mig at komme med en mindre rettelse til din hjemmeside.
Du skriver at
Holger Sønderup hviler på Reersø Kirkegård!
Det er ikke korrekt! Han havde en stor tilknytning til Reersø da han voksede op
der, inden familien flyttede til København. Derfor rejste Reersøerne en
Mindesten til minde om deres bysbarn.
Hvis jeg ellers husker korrekt fra min egen barndom i 50erne så var han begravet på Brønshøj Kirkegård, som ligger meget tæt på hans bopæl på Frederikssundsvej.
Min interesse i sagen burde fremgå af nedenstående underskrift.
Med venlig hilsen
Holger Sønderup
På Reersø Kirkegård hviler Hans Christian Jørgensen, der faldt for Danmarks frihed og døde 29. august 1943.
Der er også en engelsk krigsgrav for Gregory Wilkington
Battersby,
der var den eneste af besætningen fra en nedskudte Lancaster EE193.
I Vestsjællands amt blev der under besættelsen
nedskudt 59 flyvere og 108 andre modstandsfolk, fiskere, søofficerer,
politi og gendarmeri samt dansk militær personel blev dræbt.
Ellen Qvistgaard (1913 - 1990)
Qvistgaard, Ellen Johanne
1913-90, modstandskvinde.
*3.9.1913 i Kbh., †31.8.1990 smst.
Forældre: murerarbejdsmand Kristen Nielsen og Kirsten Hansen.
~24.9.1938 med kunsthandler, oversætter Georg Brockhoff Qvistgaard., *19.2.1915 i Kbh., †20.5.1944 smst., s. af sekretær Georg Brockhoff Q. og Marie Bolette Breyen.
Efter at have taget studentereksamen 1935 på Akademisk Kursus rejste EQ til Paris, hvor hun mødte Georg Q., der ligesom hun selv havde taget arbejde som husassistent. De forelskede sig og tog på en rejse sammen gennem hele Europa, først på cykel og siden skiftevis til fods og med tog. 1938 giftede de sig og forsøgte at drive en kunstbod i Kbh., men måtte opgive i 1940. Straks efter den tyske besættelse af Danmark gik ægteparret ind i det illegale bladarbejde, der var i sin spæde begyndelse, og efter at have huset en engelsk faldskærmsmand i begyndelsen af 1943 kom de til at spille en central rolle i organiseringen af modtagelser af nedkastede forsyninger og personel til det illegale modstandsarbejde. Det var EQs mand, der af lederen af modtagearbejdet i Jylland, Ole Geisler, blev opfordret til at deltage. Hun ønskede også at yde en indsats, men måtte som kvinde kæmpe for at blive accepteret som aktiv i felten. Det lykkedes i kraft af hendes egen og ægtefællens stædige insisteren, og EQ medvirkede ved modtagelser flere steder i landet. I foråret 1943 deltog hun sammen med sin mand ved de første fuldt ud vellykkede modtagelser ved Randers, Hvidsten og Ålborg, og i begyndelsen af august 1943 var hun med ved modtagelsen af de første nedkastninger på den midtsjællandske Gyldenløveshøj, der havde stor betydning som modtageplads, da det var vanskeligt at transportere sprængstof fra nedkastningerne i Jylland til Sjælland.
EQ beskrives af andre modstandsfolk som den reelle leder af det praktiske modtagelsesarbejde. Med stor effektivitet og myndighed tilrettelagde hun modtagelser, ompakninger og den videre transport, et job, der ellers var forbeholdt mænd. I forbindelse med planlægningen af modtagelserne og organisering af den videre distribution havde hun tillige en betydelig kurér- og ledsagevirksomhed, der krævede mod og omfattende sikkerhedsforanstaltninger. Hun undgik selv arrestation, men hendes mand blev taget af tyskerne i januar 1944. Hun gik herefter under jorden og søgte i den første tid ophold på Damehotellet i Kbh., der i Besættelsens sidste år fungerede som et effektivt skjulested for modstandsfolk. Da hun et par måneder senere fik besked om, at Gestapo kendte til hendes illegale aktiviteter og var i besiddelse af hendes signalement, måtte hun i april 1944 modvilligt forlade Danmark, hvor hendes mand stadig var i fangenskab. Hun flygtede til Sverige, hvor hun bl.a. virkede som sekretær for efterretningsofficer Niels B. Schou, der arbejdede med sikkerhedsovervågning, kontrol med illegale ruter og indsamlede oplysninger om formodede stikkere i Danmark. Under sit ophold i Sverige kunne hun læse i avisen, at hendes mand var blevet henrettet i maj 1944.
Efter Befrielsen vendte EQ hjem til Danmark med Den Danske Brigade, men forlod kort tid efter landet igen for at tiltræde et job hos ◊Henrik Kauffmann i det danske gesandtskab i Washington. Hun havde som mange andre tidligere aktive modstandsfolk svært ved overgangen til et normalt liv og fandt, at det var vanskeligt at omgås mennesker, der ikke havde deltaget i modstandsbevægelsen. Efter syv år i Washington vendte hun hjem og begyndte at studere engelsk på Kbh.s Universitet. Hun blev mag.art. i 1973 og var herefter ansat på universitetet.
Kate Fleron: Kvinder i Modstandskampen, 1945. Vilhelm la Cour: Danmark under Besættelsen, 1945-47.
