Winston S. Churchill

Winston S. Churchill på Cuba.

Uddrag af Winston S. Churchills erindringsværk "De unge år" kapitel VI Cuba.

Det lille uddrag omfatter bl.a. hans 21 års fødselsdag den 30 november1895.

Den eventyrlystne Winston (meget lig agent 007) ville gerne have lidt spænding i tilværelsen.

Herunder er hans egen grund:

I den victorianske Epokes sidste Tiaar havde Imperiet nydt en saa lang og næsten ubrudt Fred, at Medaljer og alt det, de betød af Erfaring og Eventyr, var blevet uhyre sjældne i Hæren. Veteranerne fra Krim og det indiske Oprørs Dage var forsvundet af den aktive Hærs Rækker. Deltagerne fra Krigene i Afghanistan og Ægypten var blevet ældre Stabsofficerer. Der var næppe affyret et eneste Skud i Vrede siden da, og der var meget faa Kaptajner og praktisk talt ikke een Løjtnant i hele Dronningens Arme, der havde oplevet mindste Antydning af Krig, da jeg meldte mig til Tjeneste ved Fjerde Husarregiment i januar 1895. Naar en Vare bliver sjælden paa Markedet, værdsættes den som Regel netop derfor særlig højt, og der har aldrig været en Tid, da Krigsdeltagelse blev saa højt vurderet af de militære Autoriteter eller saa ivrigt attraaet af alle Befalingsmænd som i hine Dage. Det var den snare Vej til Hæder og Forfremmelse i alle Vaabenarter. Det var Udmærkelsernes gyldne Port. Det lagde en Glorie om den lykkelige Ejer baade i ældre Herrers og unge Damers Øjne. Hvor misundte vi unge Løjtnanter ikke ældste Major hans Oplevelser ved Abu Klea! Hvor beundrede vi ikke Obersten for hans mange Hæderstegn! Med næsten umættelig Interesse lyttede vi til de Erindringer, de, mere end enkelte Gange, var naadige nok til at fortælle os om glimrende Daad og spændende Episoder, der allerede sløredes af Tidens Taager. Hvor længtes vi ikke efter selv at erhverve et saadant Fond af Minder, som vi til sin Tid kunde finde frem og genfortælle - om nødvendigt adskillige Gange - for interesserede og beundrende Tilhørere! Hvor gjorde vi os mange Spekulationer over, om nu ogsaa vor Chance nogen Sinde vilde komme - mon ogsaa vi med Tiden vilde faa vore Slag at genopleve Gang paa Gang under den hyggelige Stemning efter Middagen i Officersmessen? Sejre i Polo, paa jagter eller Væddeløbsbaner var selvfølgelig ikke at foragte, men den unge Soldat, der havde været med i »aktiv Tjeneste« og faaet sin »Ilddaab«, fik en Glorie om sit Hoved, som de Generaler, han tjente under, Mandskabet, han førte, og de unge Piger, han flirtede med, ubevidst og enstemmigt beundrende anerkendte.

Men Winston fattede håb - på Cuba var der oprør.

Inden for Hæren faldt Aaret i en Sommerperiode paa syv Maaneder med fortsat og energisk Træning samt en Vinterperiode, der benyttedes til Ferier, og hver Officer fik to og en halv Maaneds Orlov ad Gangen. Jeg havde brugt alle mine Penge til Polo, og da jeg følgelig ikke havde Raad til at deltage i jagter, prøvede jeg at finde ud af, om der ikke andet Steds paa jorden skulde være en Chance for at opleve noget spændende og eventyrligt. Den Verdensfred, som Menneskeheden i saa mange Aar havde sukket under, blev foreløbig kun brudt i en fjern og afsides Krog. Den langtrukne Guerillakrig mellem Spanierne og de cubanske Oprørere gled, efter hvad man sagde, ind i sin alvorligste Fase. Spaniens Generalkaptajn, den berømte Marchal Martinez Campos, lige kendt for sine Sejre over Araberne og sine pronunciamentos*) inden for Pyrenæerhalvøens Grænser, var blevet sendt over til den oprørske Ø, og i Haab om, at man med en enkelt stor Kraftanstrengelse skulde kunne slaa Opstanden ned, blev 8o,ooo Mand hurtigst muligt overført til Cuba som Forstærkning. Der var der altsaa virkelig Krig. Fra mine allerførste Ungdomsaar havde jeg været meget optaget af Soldaterliv og Krig, og jeg havde ofte i mine vaagne Drømme prøvet at forestille mig de Fornemmelser, der var forbundet med at modtage Ilddaaben. Det syntes for mine unge Tanker at maatte være en mægtig og spændende Oplevelse at høre Kuglerne pibe om Ørerne og spille Plat eller Krone med Skæbnen om Død og Saar. Da nu dertil kom, at jeg var blevet professional med Hensyn til Krig, syntes jeg, at det egentlig vilde være en udmærket god Ide, om jeg ganske privat overværede en Generalprøve derpaa og foretog en selvstændig Undersøgelse, saa jeg kunde faa Vished for, at en saadan Oplevelse ikke virkede utiltalende paa mit Temperament. Derfor begyndte jeg at interessere mig for Cuba.
Jeg fremsatte mine Planer overfor en Løjtnantskammerat Reginald Barnes - der senere i lang Tid førte en Division i Frankrig, og han var straks ivrig. Obersten og de øvrige Messemedlemmer saa med Velvilje paa vort Forslag om, at vi vilde prøve at opnaa en vis professionel Erfaring paa Krigsskuepladsen. Man mente, det kunde være lige saa godt som en Feries halsbrækkende jagter, uden hvilke ingen Løjtnant eller Ritmester kunde siges at føre et respektabelt Liv. Saaledes opmuntret skrev jeg til min Faders gamle Ven og politiske Kampfælle, Sir Henry Wolff, som den Gang var vor Minister i Madrid, for at spørge ham, om han kunde skaffe os de spanske Militærautoriteters tilladelse til at overværer Krigen.

I felten med Winston

Vi begreb ikke, hvordan de vilde bære sig ad med at sejre. Tænk Dem, hvad det kostede hver Time paa Dagen at have en saadan Kolonne paa næsten 4000 Mand traskende rundt og rundt i denne endeløse, sumpede Urskov; der var vel ialt ti, tolv Kolonner af lignende Styrke -paa March, og foruden dem var der adskillige mindre Detachementer, som gik og gik. Dertil kom 200.000 Mand fordelt til Støttepunkter og Garnisoner eller i Blokhuse langs Jernbanelinierne. Vi vidste, at Spanien var alt andet end et rigt Land, som Forholdene nu laa den Gang. Vi vidste, hvilke uhyre Anstrengelser og Ofre det kostede at holde en Hær paa over en kvart Million hinsides et Verdenshav mere end 1000 Mil fra Hjemlandets Basis -- det var som at staa med en tung Haandvægt i stiv Arm. Og hvordan forholdt det sig med Fjenden? Vi havde ikke set et eneste Glimt af ham, havde ikke hørt en eneste Riffel knalde; men Fjender var der bevisligt. Alle de mange Forsigtighedsforanstaltninger og saa mægtige Styrkers Optræden paa Cuba var en direkte Følge af de mange Katastrofer, Tropperne før havde mødt. I disse Storskove og Bjerge fandtes Bander af lasede Folk, som slet ikke var daarligt forsynede med Rifler og Ammunition, men fremfor alt væbnet med den lange, tunge Daggert kaldet »Machete«. For dem kostede Krigen intet ud over Fattigdom, Risiko og Mangel paa Bekvemmeligheder - tre Ting, som de ogsaa vilde have i Overskud under fredeligere Forhold. Her var det Spaniernes Tur til at trække det korte Straa i Guerillakrigen. Ganske som Napoleons Tropper havde maattet drage om paa Pyrenæerhalvøen, blev det nu Spaniernes Tur at marchere Mil efter Mil, Dag efter Dag gennem en Verden af dulgt, uforsonligt Had, der undertiden resulterede i et uventet, blodigt Overfald.
Natten efter den 29. November sov vi i den befæstede Landsby Arroyo Blanco. Vi havde sendt to Batailloner og en Eskadron af Sted med Konvojens Gros til Proviantering af en Række Garnisoner. Resten af vor Styrke, en 1700 Mand vel, skulde opsøge Fjenden og nedkæmpe ham. Den 30. November fyldte jeg 21 Aar, og jeg hørte paa denne min Fødselsdag for første Gang Skud blive affyret i Vrede, hørte Projektiler svuppe i Kød eller hvisle gennem Luften.
Taagen laa lavt og tæt, da vi rykkede ud om Morgenen, og lige med et var Kolonnens Bagtrop midt i en Ildkamp. I hine Dage var det saadan, at man, naar Tropper gik hinanden nær paa Livet i en løbende Ildkamp og - i hvert Fald for største Delen - skød med gamle, stortkalibrede Geværer, hørte høje Skrald og kunde se Krudtrøgens Smaaskyer, undertiden endog Mundingsflammernes røde Glimt. Skydningen syntes at finde Sted et Par Hundrede Meter fra os, den lød meget voldsom og faretruende. Da der imidlertid ikke mærkedes noget til Projektilerne, hvor vi befandt os, blev jeg meget hurtigt beroliget. jeg havde samme Fornemmelse som hin Optimist, der var »revnende lige glad, hvad der skete, saa længe det blot ikke skete med ham«. Taagen gjorde det umuligt at se noget. Efter en Stunds Forløb begyndte den at svinde, og jeg saa, at vi var paa Vej over en Lysning i Skoven paa et Hundrede Meter eller saa i Tværmaal. Det kaldtes en Hærvej, og vi slangede os frem ad den i mange Timer. Urskoven havde allerede med sin glubske Graadighed ædt sig ind paa den banede Vej, og Officererne trak deres Macheter for at hugge Grenene ned eller for Spøg flække de store Vandgræskar, der hang fra Træerne og sprøjtede en Liter kold, krystalklar Vædske over Efterfølgeren, hvis han ikke tog sig i Agt.
Da vi denne Dag gjorde Holdt til Frokosthvilet, blev hver Mand ved sin Hest og spiste kun den Tørkost, han havde haft med i Lommerne. jeg havde faaet en radmager halv Kylling. jeg sad netop og gnavede paa Laarbenet, da der pludselig bragede en uregelmæssig Geværsalve fra den nære Skovkant, omtrent lige i Ansigtet paa os, syntes jeg. Hesten bag mig - ikke min egen vel at mærke - lavede et Bukkespring. Der blev almindelig Opstandelse og vildt Røre. En Deling Soldater fo'r hen mod Stedet, som den uventede Salve var kommet fra, og fandt naturligvis kun en Haandfuld tomme Patronhylstre. Imidlertid var jeg optaget af at se paa den saarede Hest. Den var kastaniebrun. Kuglen havde ramt den mellem Ribbenene, Blodet dryppede paa jorden, og paa dens blanke, kastaniebrune Haarlag var der en rød Skjold paa en Fods Diameter. Dens Hoved hang, men den faldt ikke. Der var dog næppe nogen Tvivl om, at den var dødsens, for Sadel og Hovedtøj blev snart taget af den. Mens jeg saa paa dette, kunde jeg ikke lade være at tænke paa, at den Kugle, som gav Hesten Bane, havde passeret mit Hoved paa mindre end en Fods Afstand. Saaledes havde jeg da i hvert Fald faaet Ilddaaben. Det var altid noget. Ikke desto mindre begyndte jeg at tage vor Opgave en Kende alvorligere, end det hidtil havde været Tilfældet.
Hele den følgende Dag fulgte vi Hærvejen. Skoven, der indtil nu havde lignet et engelsk Krat, gav Plads for junglen med dens flaskestammede Palmer i alle mulige Størrelser og fantastiske Former. Tre, fire Timers March gennem Storskov bragte os atter ud paa mere aabent Land, og efter at være vadet over en Flod gjorde vi Holdt nær en raat sammentømret Hytte, der kunde prale af at være opført paa Kortet. Det var meget hedt, og min Kammerat og jeg overtalte nogle af de yngre Officerer i Staben til at bade sammen med os i Floden, der indrammede vor Bivouac paa tre Sider. Vandet var herligt, varmt og rent og Stedet meget smukt. Vi var ved at trække i Tøjet paa Flodbredden, da vi pludselig hørte et Skud knalde i vor Nærhed. To, tre fulgte, saa kom der en bragende Salve. Kuglerne peb over vore Hoveder. Der var utvivlsomt et Angreb paa Trapperne.
Vi fortsatte Paaklædningen, trak os saa stilfuldt som muligt tilbage langs Floden og naaede Generalens Telt. Da vi kom, udkæmpedes en regulær Træfning et Par Hundrede Meter borte, og Kuglerne slog ned overalt i Lejren. Oprørerne var hovedsagelig væbnede med Remingtonrifler, hvis dybe Knald kontrasterede ganske mærkeligt mod de spanske Magasingeværers skarpe Skralden. Efter en halv Times Forløb havde Oprørerne faaet nok af Legen. De trak sig tilbage medførende deres døde og saarede, som vi haabede de havde faaet rigeligt af.
Vi spiste uforstyrret paa Verandaen og gik saa til Køjs i den lille Lade. Jeg blev snart vækket af Geværild. Det var ikke enkelte Skud, men hele Salver, der bragede i Natten. En Kugle flænsede Tækningen op i vor Hyttes Tag, en anden saarede Oppasseren lige uden for vor Dør. Jeg vilde ikke have varet ked af at forlade min Køje og lægge mig fladt ned paa jorden. Da imidlertid ingen anden rørte paa sig, fandt jeg det sømmeligst at blive, hvor jeg var. Jeg stivede mig selv moralsk af ved at tænke paa, at den spanske Officer, der havde sin Køje anbragt mellem mig og Fjendens Ild, var en Mand af betydelige Dimensioner, man kunde, uden at gaa Sandheden for nær, sige, at han var fed. Jeg har aldrig næret nogen Uvilje mod fede Mænd. I hvert Fald var jeg glad for, at min spanske Sidekammerat havde faaet det, han kunde spise. Omsider faldt jeg i Søvn.
Efter en urolig Nat startede Kolonnen ved Daggry. Morgentaagerne skjulte de oprørske Snigskytter, der hilste os med Skud, saa snart vi var kommet over Floden, de skød nederdrægtig godt. Fjenden, der stadig veg for os, udnyttede alle taktiske Chancer til det yderste. Skønt kun faa blev ramt, strøg Projektilerne gennem hele Kolonnen og sørgede for, at Marchturen blev rig paa spændende Momenter for os alle. Klokken otte deboucherede den spanske Kolonnes Tete fra uoverskueligt Terrain ud paa aabent Land. En bred, græsovergroet Ridevej med Staaltraadshegn paa den ene Side og smaa, stævnede Træer paa den anden førte fra Sletteranden i lige Linie mod Fjendens Kampstillinger. Paa begge Sider af Vejen strakte sig vide Marker med groft og stridt Græs, der naaede en Mand til Bæltestedet. Halvvejs fremme ad denne Passage, der var rundt regnet en Mil lang, og til højre for os laa der en Palmelund med et Hundrede Træer eller saa. For Enden af Ridevejen og vinkelret paa den strakte sig en lang, lav Højde med Staaltraadshegn paa Kammen og tæt Urskov bag. Det var Fjendens Hovedstilling, som Generalen øjeblikkelig bestemte sig til at angribe.
Hans Angrebsplan var meget simpel. Naar den forreste spanske Bataillon kom ud af det ufarbare Terrain, skulde to Kompagnier i Flankemarch søge ud til Siden og udvikle i Skyttekæde for at omfatte Stillingen. Rytteriet blev sendt frem langs Vejens højre Side, og Artilleriet fik Direktion mod Stillingens Midte. Generalen med Stab og de to britiske Gæster red højtideligt frem et halvt Hundrede Meter bag forreste Skyttekæde. Den anden Bataillon fulgte Artilleriet i Kompagnikolonne. Under de første 300 Meters Fremrykning blev der ikke skudt. Saa kom der en Række hvide Røgboller fra Højderyggen og lidt efter Knaldene af Oprørsrifler. To Gange gentog dette sig, derefter blev Oprørernes Skydning mere jævn og fortløbende fra Fløj til Fløj af hele Stillingen. Det spanske Fodfolk besvarede efterhaanden Ilden, mens det støt rykkede fremad. Skydningen steg i Voldsomhed fra begge Sider. Vi hørte Kuglesangen om os, somme Tider som en skinger Hvislen, somme Tider som en arrigt surrende Hveps. Generalen red videre frem med sin Stab, til den røgspyende, knitrende Traadspærring kun var fire, fem Hundrede Meter borte. Her gjorde vi Holdt og betragtede fra Hesteryggen, uden den mindste Dækning og ganske aabenlyst fremme, Fodfolkets Angreb. I denne Periode var Luften fyldt med hvislende Projektiler, og fra Palmestammerne, der ramtes af Kuglerne, lød høje Smæld og Svup af mange Træffere. Spanierne sloges tappert med Lyst og Mod; vi havde nok at gøre med at spille tapre. Det hele saa i Virkeligheden overmaade farligt ud, og jeg var forbavset over, hvor faa der egentlig blev ramt trods al denne Skyden og Larm. I vor lille Gruppe paa en Snes Mand blev kun tre, fire Heste og Mænd saarede, og ingen af dem døde. Omsider begyndte, til min store Lettelse, Mausergeværernes Salver at faa Overtaget, mens Oprørernes Skydning mindskedes, til den omsider holdt helt op. Nogle korte Øjeblikke kunde jeg se spredte Troppe løbe i Dækning bag Skovbrynet, saa blev alt stille. Fodfolket rykkede frem og besatte Fjendens Stilling. Det var umuligt at tænke paa Forfølgelse gennem den ufremkommelige jungle.
Da vor Kolonne nu kun havde een Dagsration tilbage, retirerede vi tværs over Sletten til La Jicotea. Spaniens Ære og vor Nysgerrighed var fuldt ud tilfredsstillet, Kolonnen fortsatte ud mod Kysten, og vi rejste hjem til England. Vi ansaa det ikke for sandsynligt, at Spanien kunde afslutte Krigen paa Cuba inden for en rimelig Tid.